Kieran Trippier kommer ikke i spil til onsdagens landskamp mod Danmark.

Han er nemlig hevet ud af truppen, da han skal til en høring i en sag om brud på betting-regler. Det skriver The Guardian.

Sagen har stået på siden sidste sommer, hvor englænderen blev anklaget af det engelske fodboldforbund, FA, for brud på flere regler i forbindelse betting.

Det drejede sig om brud på forbuddet mod selv at spille, og forbuddet mod at give informationer til andre, som derved kan opnå 'insiderviden'.

Anklagerne kom i samme måned, hvor den nu 28-årige skiftede Tottenham ud med Atletico Madrid. Dengang sagde Trippier, at han hverken selv havde bettet, eller instrueret andre i det.

Kieran Trippier risikerer en udelukkelse på helt op til seks måneder, hvis han findes skyldig i anklagerne.

Han var ellers en del af Englands trup til Nations League-kampene. Han spillede hele kampen mod Belgien søndag, hvor England vandt med 2-1. Men Gareth Southgate får altså ikke mulighed for at benytte den rutinerede back mod Danmark onsdag aften.

Høringen var ikke fastsat til et bestemt tidspunkt denne uge, og derfor er det med meget kort varsel, at England nu må se bort fra ham. Høringen foregår via et videoopkald.

»Der er ikke meget at sige om det. Det er noget, der er ude af mine hænder. Der er en million distraktioner, og det her er blot endnu en, men det er noget, som jeg er nødt til at forholde mig til,« har den engelske træner sagt forud for kampen.

Gareth Southgate har i forvejen set bort fra en række spillere på grund af forskellige omstændigheder. Først blev Mason Greenwood og Phil Foden smidt ud af truppen for en måned siden, da de havde fået besøg af damer på deres hotelværelse i Reykjavik. De er heller ikke med denne gang.

Senest brød Ben Chilwell, Jadon Sancho og Tammy Abraham coronarestriktionerne, der forbyder forsamlinger på mere end seks personer i England. Alle deltog i en fest med omkring 20 personer.

De tre spillere er dog tilbage i truppen igen, men Ben Chilwell måtte efterfølgende trække sig med en skade.

Danmark gæster Wembley klokken 20.45.