Det er ved at udvikle sig til et alvorligt problem for Danmark.

Og sygdommen ser ikke umiddelbart ud til at være under kontrol.

For det danske forsvar bløder og har lukket 15 mål ind i sine seneste 7 betydningsfulde kampe.

I fire af dem har landsholdet været bagud inden for det første kvarter, og derfor har Danmark gjort det ALT for svært for sig selv mod modstandere som Belarus, Skotland, Tjekkiet, Norge og Portugal.

Desværre ligner det et mønster efter 2-4 nederlaget til sidstnævnte.

»Portugals første mål mindede om Norges første mål, og det er jeg ret irriteret over, at vi laver. Det er en nem fejl at annullere,« siger Joachim Andersen om målet, hvor Danmark mistede bolden lige uden for sit eget felt.

Joachim Andersen i en hovedstødsduel med Gonçalo Ramos i opgøret mod Portugal. Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

»Det er bare at sparke bolden ad helvedes til i stedet for at forsøge at spille den ud 2-3 gange.«

Derfor efterlyser Premier League-spilleren noget fra landsholdet.

»Vi kan godt være lidt klogere nogle gange i forhold til at lave nogle frispark højere på banen. Være lidt mere svinske,« siger han.

»Så må vi tage et gult kort engang imellem. Når man spiller mand mod mand, så vinder man ikke altid sine dueller. Og så må man lave et frispark, så man kan komme ned og stå igen.«

»Jeg savner lidt mere kynisme, lidt mere modenhed. Især når det er i starten af kampen. Det er noget, jeg er lidt træt af.«

Danmark kom bagud efter 13 minutter mod Portugal, men udlignede 10 minutter senere.

Der gik dog kun 120 sekunder, før Danmark var bagud igen.

Du kan læse B.T.s dom og karakterer fra kampen mod Portugal her. Søndag står Danmark over for Wales.

B.T. Fodbold

Panelet gør halvvejs status over landsholdet efter et nederlag i Oslo og en sejr i København. Og så ser de frem mod torsdagens Portugal-brag. Der bliver også tid til at vende et kontroversielt klubskifte i Superligaen, snakke om en forhadt ny fodboldtrøje - og drøfte Manchester City-sagen. Vært: Lasse Vøge Medvært: Johnny Kokborg Producere: Frederik Riis-Jacobsen og Markus Erfurth Ansvarlig: Niels Philip Kjeldsen Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten.