Er der uro i Tottenham?
Eriksens tidligere holdkammerat Kieran Trippier har efter sit skifte fra Tottenham til spanske Atlético Madrid fundet vej til spalterne i de engelske aviser.
Den 28-årige højreback har nemlig sagt, at det var omstændigheder bag facaden i Christian Eriksens klub, der fik ham til at skifte.Det skriver Sky Sports og flere andre engelske medier.
»Jeg tror, det var det rette tidspunkt for mig at komme videre på,« siger Trippier til Sky Sports, hvorefter han hinter uro i Tottenham:
»Jeg ved ikke, om det nødvendigvis er fordi, jeg var tvunget til at komme videre, men der skete ting bag facaden i Tottenham, som jeg ikke vil uddybe nærmere, der fik mig til at ønske at komme videre med min karriere,« siger Trippier til Sky Sports.
Atlético Madrid betalte Tottenham 22 millioner pund, knap 150 millioner danske kroner, for den engelske landsholdsspiller.
Trippier starter ikke helt fra nul i forhold til sine kommende holdkammerater i den spanske hovedstadsklub. Således kender han både Diego Costa og Alvaro Morata fra de to spilleres tid i Chelsea, og han fortæller, at netop de to har taget rigtig godt imod ham.
Kieran Trippier nåede at spille 114 kampe for Tottenham, siden han skiftede til dem fra Burnley.