Det kan uden tvivl være fantastisk at være fodboldstjerne.

Penge, prestige og sejre. Men de seneste måneder har været voldsomme, når det kommer til bagsiden af medaljen. Og Manchester Citys Riyad Mahrez er den seneste til at blive ramt af et indbrud, der koster ham dyrt.

Stjernespilleren er flyttet i sin egen lejlighed efter at have splittet op med moderen til sine to børn, og det var her, at indbrudstyve holdt øje med den 29-årige algier. I slutningen af april slog de så til, og det blev dyrt.

Indbrudstyvene sneg sig ifølge The Sun ind i Mahrez' penthouse-lejlighed i Manchester, og her scorede de dyre ure, kontanter og værdifulde fodboldtrøjer.

Det blev til tyvekoster for over fire millioner kroner.

Det var blandt andet Riyad Mahrez' dyre og eksklusive Richard Mille-ur til hele to millioner kroner, der sammen med to Rolex-ure, 400.000 kroner i kontanter samt fodboldtrøjer til en værdi af mere end en million blev stjålet.

Tyveriet skete ved hjælp af en elektronisk nøgle, som tyvene var kommet i besiddelse af.

'Fire lejligheder blev tilgået uden tilladelse ved hjælp af en elektronisk nøgle, som havde generel adgang til bygningen. Den nøgle er nu i vores besiddelse og er blevet fuldstændig deaktiveret, så den aldrig kan bruges igen, skriver lejlighedskomplekset ifølge The Sun til beboerne.

Riyad Mahrez er den seneste i en række af fodboldspillere, der har oplevet at blive røvet eller ramt af indbrud, som koster dyrt. Bare i år har Tottenhams Dele Alli og Jan Vertonghen samt Crystal Palaces Mamadou Sakho oplevet lignende ting.

Politiet i Manchester bekræfter til The Sun, at fire lejligheder blev ramt af indbrud, og at politiet ankom til gerningsstedet 24. april. Men der er ingen anholdt.