Rangers FC skal tage sig i agt for Brøndbys hurtige frontløbere, siger Steven Gerrard før Europa League-kamp.

Rangers-træneren udtrykker stor respekt for Brøndby før torsdagens møde med det danske mesterhold i Glasgow i Europa Leagues gruppespil.

Brøndby har fået en sløj start på sæsonen og har blot vundet fire kampe - alle på hjemmebane heraf en af dem mod Allerød fra Danmarksserien i pokalturneringen. Vestegnsklubben er dog på vej frem, lyder det fra Steven Gerrard.

»Jeg kender meget til Brøndby, for jeg har set mange kampe med dem i den seneste uge til ti dage. De startede ikke sæsonen så godt, men i de seneste tre-fire uger er de blevet stærkere og er ved at vende formen.«

I søndags fik Brøndby vendt et truende nederlag til en 3-2-sejr over bundproppen Vejle. Torsdag spiller Brøndby ude mod Rangers i Europa League. Claus Bech/Ritzau Scanpix
I søndags fik Brøndby vendt et truende nederlag til en 3-2-sejr over bundproppen Vejle. Torsdag spiller Brøndby ude mod Rangers i Europa League. Claus Bech/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det er et meget ærligt hold. De spiller med fem nede bagved og har en stærk trussel oppe foran, og der er god bevægelse på holdet. Vi skal kontrollere Brøndbys to forreste for at have en chance, for de er en stor trussel,« siger Gerrard på et pressemøde ifølge Brøndby-mediet 3point.dk, og henviser til Brøndbys hurtige frontløbere Simon Hedlund og superligatopscorer Mikael Uhre.

Der er tale om en nøglekamp mellem den forsvarende skotske og danske mester. Før kampen har Rangers nul point, mens Brøndby har et point efter to ud af seks spillerunder. Sparta Prag og Lyon har henholdsvis fire og seks point.

Gruppens to bedste hold går videre til turneringens knockoutfase i foråret, mens nummer tre ryger over i knockoutfasen i Conference League. Nummer fire ryger ud af europæisk fodbold. Opgøret på Ibrox Stadium begynder torsdag klokken 21 dansk tid.

/ritzau/