En helt unik position til at kunne formidle, hvad sporten handler om helt inderst inde, hvor vi andre dødelige fodboldfans kun bliver inviteret indenfor.

Det er, hvad sportschef hos TV3, Kim Mikkelsen, fortæller, Michael Laudrup kan bidrage med. For når der i dette efterår toner Champions League frem på skærmen, bliver det med den tidligere landsholdsstjerne som kommentator.

Michael Laudrup er blevet tilknyttet TV3 Sport som fodboldekspert, og det er noget af en underskrift, mediet har fået.

»Det er stort. Vi har en række stærke folk i forvejen, men Michael er og bliver det største danske fodboldnavn i historien. At kunne tilknytte ham med den erfaring og viden han har med det, han har prøvet, taler for sig selv,« siger sportschef hos TV3, Kim Mikkelsen, til B.T. Sport om Michael Laudrup, der også kommer til at dække Premier League.

Og netop de store klubber og kampe er noget af det, der har været med til at tiltrække Michael Laudrup, der har det Kim Mikkelsen kalder en 'løbende aftale' uden bagkant.

»Jeg ved også godt, at hvis Barcelona vil have ham som træner i morgen, så kan det godt være, vi får svært ved at holde på ham. Vi er bare glade for, vi kan have ham med. Han er et ikon – ikke kun i Danmark men hele fodboldverdenen. Så vi nyder og glæder os over, at vi har ham med,« siger Kim Mikkelsen, der ikke ønsker at gå i detaljer med aftalen omkring Michael Laudrups kontrakt.

»Men jeg vil også være så ærlig at sige, at jeg ikke er naiv. Hvis der kommer noget, Michael synes er sindssygt attraktivt i fodboldverdenen, så er det jo sådan, at vi hverken kan eller vil holde på ham. Det er ikke noget, der ligger i kortene,« siger Kim Mikkelsen om Michael Laudrup, der selv tilbage i maj meddelte, at han ville holde en pause fra trænergerningen.

»Jeg har lyst til at holde en pause. Jeg har trods alt beskæftiget mig med fodbold på højt plan, siden jeg var 17 år, så nu er det tidspunktet, hvor livet skal byde på noget andet - i en periode. Det er en tidsubestemt pause. Det kan være 6 måneder, 12 måneder eller permanent. Det vil kun tiden vise, men lige her og nu er der dømt pause,« sagde Michael Laudrup til TV 2 Sport.

Michael Laudrup har senest været træner i Qatar.
Michael Laudrup har senest været træner i Qatar. Foto: KARIM JAAFAR
Vis mere

Og netop det har været medvirkende til, at TV3 Sport har kunnet få sådan en aftale i stand.

»Det er meget vores rettigheder. Michael vil også gerne dække de her store hold, og så passede tingene bare sammen. Og det er vi meget lykkelige for, at de kunne gøre. Det har været god timing,« siger Kim Mikkelsen.

Michael Laudrup glæder sig også selv til at komme i gang.

»Jeg glæder mig til igen at blive en del af TV3 Sports dækning af især Champions League, verdens bedste klubturnering, men også af Premier League. Jeg kender mange af de personer, der deltager i dækningen, og ved derfor, at der er garanti for seriøsitet og kvalitet, hvilket er vigtigt for mig. Jeg håber derfor at kunne bidrage til, at seerne får en masse gode fodboldoplevelser,« siger Michael Laudrup i en pressemeddelelse.