Et nederlag i Champions League i aften, og så er det adios!

Zinedine Zidanes dage som Real Madrid-træner kan være talte.

Bliver det et nederlag for de spanske giganter i aftenens CL-kamp mod Galatasaray, så er det efter al sandsynlighed slut for den franske stjernetræner, som slet ikke har fået tingene til at spille på banen for Real Madrids verdensstjerner.

Det melder flere spanske medier, herunder den store spanske sportsavis Marca, som følger Real Madrid tæt.

Foto: MURAD SEZER
Vis mere

Taber Real Madrid i Istanbul mod Galatasaray, så ser det skidt ud i Champions League-gruppen, hvor holdet inden aftenens kamp kun har formået at skrabe et point sammen i to kampe.

Zidanes tropper tabte klart til Paris Saint-Germain i den første gruppekamp med 3-0, hvorefter holdet overraskende og skuffende kun spillede uafgjort hjemme mod Club Brugge.

Den franske fodboldlegende tager dog presset med ophøjet ro.

»Det er altid som en finale. Jeg har været her i 18 år, så jeg ved, hvor vi er, og presset vil altid være der,« siger han.

Zinedine Zidane overtog trænersædet i Real Medrid i marts i år. Siden har han ikke for alvor overbevist om, at han er manden, der kan få Kongeklubben på ret køl i denne omgang.

Han har ellers nydt stor succes i den spanske hovestad, da han som Real-træner fra 2016 til 2018 vandt Champions League hele tre gange med klubben.

I ligaen har det dog haltet noget mere i begge Zidanes perioder som træner. I 2017 vandt han godt nok La Liga, men derudover har FC Barcelona været et par skridt foran Real Madrid.

Og nu hvor det også begynder at se skidt ud i Champions League, så vakler stolen altså under Real Madrid-træneren.