Hvis Martin Braithwaite søger oprejsning oven på den præstation, der fik ham flået ud i pausen i Barcelonas søndagskamp mod Betis, skal han ikke læse dagens spanske aviser.
Barcelona stillede ellers til start med Messi på bænken og Martin Braithwaite på banen, men danskeren fik blot en halvleg på grønsværen, og den var skuffende for såvel Braithwaite som Barcelona.
Danskeren bliver af det spanske nyhedsmedie AS kaldt for 'en spiller, der mere lignede en radiobil på banen'.
Hos et andet lokalt medie Sport har de svært ved at finde ud af, hvad den danske landsholdsspiller skal bruges til i klubben:

»Danskeren har haft en periode, der har været meget dyr. Han er utilstrækkelig i forhold til, hvad der kræves af en Barca-angriber. Han skaber ikke noget og tøver ved de sidste meter mod mål.«
I det lokale medie Mundo Deportivo har de ikke engang brugt spalteplads på at beskrive Braithwaites optræden, men giver ham blot den laveste karakter for sin præstation af mediet, som er én stjerne.
Braithwaites præstation har også fundet vej til det Madrid-orienterede medie Marca. De har heller ikke rosende ord med på vejen til danskeren:
»Han har dårlig kontrol med bolden og fejl i pasninger, der i teorien virker lette – eller i det mindste burde være det for spillere på dette niveau.«
Barcelona spillede langsomt og skabte meget få muligheder i kampens første halvleg, men det ændrede sig, da Lionel Messi blev skiftet ind i det 57. minut.
Herefter skruen Messi op for tempoet på det spanske storhold, som vandt opgøret med 3-2.