Kampen mellem Barcelona og Eibar tirsdag bliver kaldt en katastrofe af det spanske medie Sport.

Og det var bestemt heller ikke den bedste præstation, som Martin Braithwaite leverede.

Et brændt straffespark og et annulleret mål var, hvad danskeren kunne præstere, og Sport skriver da også, at det umuligt kunne være gået dårligere for ham.

Men alligevel roser de Braithwaite for hans gåpåmod.

»Danskeren blev pisket, men kom derefter tilbage, som han altid gør. Han er vant til at komme sig efter vanskelige situationer,« skriver avisen blandt andet og fortsætter:

»Derfor er han en del af Koemans start-elleve. Fordi Braithwaite ikke giver op og har meget tro.«

Hos et andet medie scorer Braithwaite også kun karakteren fem for sin præstation, men igen bliver han rost for sit gåpåmod.

»Det brændte straffe trækker hans præstation ned. Hvis det går ind så tidligt, er spillet helt anderledes. Scorede et mål, der blev annulleret på grund af offside, og arbejdede hårdt, hvilke skabte en åbning for Coutinho i de sidste par minutter,« skriver Digital Fyme om danskeren.

Anderledes ser det dog ud på Twitter. Her raser fansene over Braithwaites brændte straffe og præstation generelt:

  • Hvorfor fik han trøje nummer 9? Det er til grin. Manden må have haft held den dag. Jeg anede ikke, hvem han var, før han kom til Barcelona, og det er ikke, fordi han er et ungt talent. Den mand, der skrev kontrakt med ham, burde blive fyret med det samme.
  • Denne mand er total latterlig. Det faktum, at folk forsvarer ham, er sjovt. Han har scoret tre mål i 22 kampe for Barcelona.
  • Hvorfor i alverden ville de have ham til at sparke det straffespark? Han burde ikke engang være på et hold som Barcelona. Det er vores problem, vi er på røven.
  • Jeg bebrejder ham ikke, men han er bare ikke en Barcelona-spiller. Han lever måske sin drøm, men for os er det et mareridt, ligesom Griezmann og Dembele.

Det er heller ikke mange rosende ord, man kan finde i B.T.s dom over Braithwaites præstation i går. Den kan du læse mere om her.