Lyt til artiklen

Viktor Axelsen har travlt i øjeblikket.

Og med en sæsonstart lige rundt om hjørnet og en nyfødt datter på hjemmefronten skulle man tro, at den danske badmintonspiller havde nok at se til.

Men den 26-årige verdensstjerne har faktisk et nyt, stort projekt på vej. Det afslører Axelsen over for B.T.

»Min far og jeg har netop startet en virksomhed op i Kina, som efter planen også skal startes op i Danmark i januar,« fortæller han om det nye projekt, der har fået navnet VA Health.

Viktor Axelsen i kamp under All England 2020.
Viktor Axelsen i kamp under All England 2020. Foto: OLI SCARFF
Vis mere

Ifølge Viktor Axelsen skal det nye firma udvikle et supplement i forhold til mælkesyre, og det skal ske i samarbejde med en anden virksomhed i Kina, der stå for produktionen:

»Det er et område med et enormt potentiale, og jeg håber, at produktet kan hjælpe rigtig mange mennesker, der har problemer med maven. Vores fokus er på mælkesyrebakterier, og det er både et supplement til sportsudøveren samt den almene borger. Produktet bliver tilgængeligt i hele verden.«

Badmintonstjernen har selv haft et enormt fokus på at optimere sin livsstil og kost gennem hele karrieren, lyder det videre, og derfor var det da også en mulighed, han ikke kunne sige nej til, da den opstod.

»Jeg har altid gået meget op i min krop og hele tiden forsøgt at finde supplementer, og nu, hvor jeg selv kan være med til at producere et produkt, var det oplagt at begynde i Kina. Jeg snakker sproget og befinder mig i en kendt position,« forklarer han og tilføjer:

Viktor Axelsen, da han vandt All England i marts.
Viktor Axelsen, da han vandt All England i marts. Foto: ANDREW BOYERS
Vis mere

»Når man rejser meget, så finder man hurtigt ud af, hvor meget ens mavetarmflora betyder for immunforsvaret. Og så er det bare en vigtig del af at kunne optimere på et vigtigt punkt i en sund livsstil som atlet.«

Netop derfor skal Viktor Axelsen da også være firmaets ansigt udadtil, mens han samtidig kommer til at indtage direktørstolen, når tiden er til det.

»Jeg er meget inde over og bruger meget tid på det, når jeg ikke lige er familiefar, til træning eller spiller kampe. Det er min far og jeg, der sidder ved roret på nuværende tidspunkt,« siger han.

Danskeren forklarer desuden, at projektet har været undervejs i flere år, og det er da også planen, at Axelsen skal bruge endnu mere tid på det, når ketsjeren engang bliver lagt på hylden.

Viktor Axelsen på sejrsskamlen ved All England.
Viktor Axelsen på sejrsskamlen ved All England. Foto: TIM KEETON
Vis mere

»Det er forhåbentlig starten på et projekt, jeg kan bruge min tid på, når jeg engang er færdig med karrieren, men dermed ikke sagt, at jeg er helt færdig med badminton, når den tid kommer,« slår han fast.

Viktor Axelsen er i år nomineret til B.T. Guld for sin triumf ved All England, som fandt sted i et vildt år for danskeren, hvor han også blev far til en lille pige.

En oplevelse, han for nylig satte ord på. Det kan du læse mere om HER.

Foruden Viktor Axelsen er Søren Kragh Andersen og banelandsholdet i cykling nomineret til B.T. Guld 2020.