FC Barcelona, Juventus, Real Madrid og Manchester United.

Storklubberne står i kø for at hente det unge norske stjernefrø Erling Haaland, men nu har United-manager Ole Gunnar Solskjær planen klar.

Han vil nemlig overbevise sin landsmand om, at han skal skrive under med den engelske storklub allerede til januar.

Den 19-årige Red Bull Salzburg-spiller har imponeret alt og alle i denne sæson og står lige nu noteret for 28 mål i 18 kampe, og derfor har mange af verdens største klubber for alvor spærret øjnene op for den målfarlige angriber.

Den norske angriber Erling Haaland trækker interesse fra nogle af de største klubber i Europa.
Den norske angriber Erling Haaland trækker interesse fra nogle af de største klubber i Europa. STRINGER

Men ifølge ESPN's kilder vil Ole Gunnar Solskjær handle hurtigt og sikre sig Haaland til januar, men herefter lade ham blive lejet til sin nuværende klub for resten af sæsonen.

Prisskiltet på kometen, der lige nu også er topscorer i Champions League, er ifølge ESPN på hele 85 millioner pund svarende til omkring 740 millioner danske kroner.

Men det er ikke en pris, der skræmmer Manchester United.

De er nemlig i høj grad på udkig efter en topangriber, efter de i sommer kom af Romelu Lukaku og Alexis Sanchez.

Solskjær kan da også have en lille fordel over nogle af de andre managere rundtomkring i Europa, da han faktisk trænede netop Haaland i den norske klub Molde.

Både Borussia Dortmunds Jadon Sancho og Leicesters midtbanespiller James Maddison nævnes også som mulige United-emner.

Manchester United ser dermed ud til at finde den store pengepung frem allerede til januar, men kun hvis de kan sikre sig spillere til fremtiden.

Der er derfor ingen panik at spore hos Solskjær, selvom Manchester United lige nu er nummer syv i Premier League – ni point fra top-4.