Ude af proportioner - videre!

Sådan lyder den irske fodboldlegende og tidligere Manchester United-stjerne Roy Keanes vurdering af balladen mellem Raheem Sterling og Joe Gomez, som opstod i den engelske landsholdslejr tidligere på ugen.

Han har nemlig selv erfaring med at komme i klammeri med en holdkammerat, nemlig selveste Peter Schmeichel, hvilket dengang tilbage i 1998 blev klaret uden den store virak.

»Jeg var oppe at toppes med Schmeichel. Det påvirkede os aldrig,« siger Roy Keane på britisk tv, hvor balladen mellem Sterling og Gomez blev debatteret.

CARL RECINE

Striden mellem Sterling og Gomez startede i søndagens kamp mellem Liverpool og Manchester City.

Den fortsatte mandag under det engelske landsholds første træning, hvorefter landstræner Gareth Southgate valgte at droppe Manchester City-spilleren til EM-kvalifikationskamp mod Montenegro.

Roy Keane mener, at reaktionerne fra både landstræneren og medierne har været ude af proportioner.

Han sammenligner situationen med sin egen konfrontation med Schmeichel tilbage i 1994 på en tur til Asien med Manchester United, som førte til, at den danske landsholdsmålmand fik et blåt øje.

GERRY PENNY

»Jeg var oppe at toppes med Schmeichel i hotellobbyen klokken fire om morgenen, hvor der ikke var så mange mennesker. Manageren skilte os ad og skældte os ud,« fortæller Roy Keane, og fortsætter sin anekdote:

»Peter undskyldte, og vi lagde det bag os. Det påvirkede os aldrig som holdkammerater. Jeg forstår ikke alt det her PR-halløj, hvor spillerne skal sige undskyld til hinanden offentligt.«

Joe Gomez kom på banen i EM-kvalifikationskampen mod Montenegro torsdag aften, som England vandt 7-0 med Sterling siddende på tribunen på Wembley.

Manchester City-kanten ventes at vende tilbage til truppen til, når England møder Kosovo søndag.