Ole Gunnar Solskjær er på plads som permanent manager - nu skal truppen på plads.
Så der venter en travl sommer i Manchester United.
Engelske medier flyder over med meldinger om den store udrensning af truppen, der venter.
Det skulle være den største udskiftning af spillere på vej siden 2015, hvor Louis Van Gaal hentede seks og skaffede sig af med otte spillere.

Og der er mere eller mindre enighed om, at tilhængerne i den engelske klub skal forberede sig på at sige farvel til en stor del af følgende spillere:
Antonio Valencia, Matteo Darmian, Marcis Rojo, Ander Herrera, Juan Mata, Alexis Sanchez og Ashley Young blandt de mere etablerede - herudover ligner de unge Timothy Fosu-Mensah og Axel Tuanzebe som sikre indslag på affyringsrampen.
Normalt kører Manchester United efter en transferstrategi, hvor der skiftes højst tre spillere ud af gangen, men ledelsen skulle have accepteret en langt større udskiftning til sommer.
Daily Mirror skriver, at den norske manager skulle være villig til at skille sig af med fire-fem spillere for at skaffe midler til nye spillere.
Telegraph skriver, at Ole Gunnar Solskjær vil have fem nye spillere.
Daily Mail skriver, at hele seks spillere skal væk.
Og så er der alle dem, der skal ind.
Ifølge Daily Mail er Ole Gunnar Solskjær i denne prioriterede rækkefølge: Borussia Dortmunds Jadon Sancho, Chelsea Callum Hudson-Odoi, Crystal Palaces Aaron Wan-Bissaka, Napolis Kalidou Koulibaly, Sporting Lissabons Bruno Fernandes og Benficas Joao Felix.
Ifølge Telegraph er Sancho, Wan-Bissaka og Koulibaly også på ønskelisten og suppleres af Saul Niguez fra Atletico Madrid, Declan Rice fra West Ham og Raphael Varane fra Real Madrid.

Mediet understreger til gengæld, at der ikke bliver tale om at hente en ny målmand, da David De Gea under ingen omstændigheder får lov til at forlade klubben i det kommende transfervindue.
Det samme skriver Daily Mail. Mediet nævner også Atletico Madrid-spillerne Rodri og Thomas Partey samt FC Barcelonas Ivan Rakitic.
Manchester United ligger i øjeblikket på femtepladsen i Premier League, hvor målet er at ende i top-4.
I weekenden kan holdet holde fri og næste kamp er onsdagens Champions League-kvartfinale mod FC Barcelona.