Ole Gunnar Solskjær gør nu sit bedste for at berolige Manchester United-tilhængerne.

»Paul er glad her. Han kommer til at få en meget, meget stor rolle. Jeg har altid sagt, at jeg gerne vil bygge holdet op omkring ham. Det har overhovedet ikke ændret sig,« lyder det fra ham.

Mandag har den norske manager på et pressemøde for første gang sat ord på den seneste uges transfer-spekulationer om Paul Pogba og Real Madrid.

»Pogba svarede bare høfligt på et spørgsmål,« forklarede Ole Gunnar Solskjær afvæbnende.

Paul Pogbas kommentarer er kommet i fokus.
Paul Pogbas kommentarer er kommet i fokus. Foto: ANDREW YATES
Vis mere

Folk med tilhørsforhold til United blev ellers sat i alarmberedskab, da den franske fodboldspiller med de mange frisurer kom med en overraskende udmelding, mens han var i træningslejr med det franske landshold:

»Jeg har altid sagt, at Real Madrid er en drøm for alle fodboldspillere,« lød det fra Paul Pogba med den ildvarslende tilføjelse:

»Ingen ved, hvad fremtiden bringer.«

I weekenden satte Real Madrid-træner Zinedine Zidane så yderligere fut i uroen blandt de engelske fodboldfans.

Ole Gunnar Solskjær svar nu igen på Pogba-spekulationerne.
Ole Gunnar Solskjær svar nu igen på Pogba-spekulationerne. Foto: ANDREW YATES
Vis mere

»Der er ikke noget nyt i, at jeg rigtigt godt kan lide Poga. Jeg kender ham personligt,« sagde Zinedine Zidane, da han blev spurgt ind til citatet:

»Pogba er ikke en del af mit hold. Han spiller for United, men hvis han en dag skulle ønske at forlade United og fortsat drømmer om at spille for Real Madrid, hvorfor skulle han så ikke det?«

Ole Gunnar Solskjær kom mandag også med et bud på, hvordan hele sagen i det hele taget kunne opstå.

»Det her er en anden udfordring med landsholdspauser: Spillerne er tilgængelige hele tiden,« siger Ole Gunnar Solskjær.

Nordmanden tilføjede:

»Det er et anderledes miljø, og der bliver mere generel snak. Paul er en sød og høflig mand, som svarede på et generelt spørgsmål om Zidane. Zidane er et ikon i Frankrig, han er en fantastisk manager, han var en fantastisk spiller. Jeg spillede selv mod ham.«

Manchester United møder tirsdag Wolverhampton på udebane.

Inden da kan holdet miste den nuværende fjerdeplads i Premier League, hvis Arsenal mandag aften får bare et point i hjemmekampen mod Newcastle. Du kan selvfølgelig se højdepunkter fra begge kampe lige her hos B.T.