Ole Gunnar Solskjær vil ikke høre på det.

»Jeg synes, at det er unfair at betegne enhver person eller fodboldspillere for en samlet gruppe. Jeg ved, at der allerede er spiller, der gør en stor indsats i lokalsamfundet, og spillere gør meget for at hjælpe i den her situation,« siger han.

Manchester United-manageren reagerer i et interview med Sky Sports på den seneste kritik af Premier League-stjernernes angiveligt manglende vilje til at lade sig økonomisk kompensere i forbindelse med coronapandemien, der også i England har ramt store dele af samfundet.

»Det er nogle gange let at skyde på fodbolden,« siger Ole Gunnar Solskjær.

Det gjorde den britiske sundhedsminister, Matt Hancockm, forleden, da han opfordrede Premier League-spillerne til at 'tage et ansvar'.

»Det første, de kan gøre, er at yde et bidrag ved gå ned i løn,« sagde ministeren.

Der har dog på det seneste været historier fremme om, at Premier League-spillere har været i færd med at organisere en måde at bidrage på. Ikke ved at gå en fastlagt procentsats ned løn, men i stedet ved at donere en tilsvarende del af lønnen til hospitaler og lignende.

Ole Gunnar Solskjær bekræfter i interviewet, at 'der finder diskussioner sted mellem spillere og klubber' om, hvordan de skal bidrage.

Det vides endnu ikke, hvornår Ole Gunnar Solskjær og resten af Premier League igen kan begynde at spille fodbold.
Det vides endnu ikke, hvornår Ole Gunnar Solskjær og resten af Premier League igen kan begynde at spille fodbold. Foto: CHRISTIAN BRUNA
Vis mere

»Det her er ikke let for nogen, og det er ikke fair at blive hængt ud,« siger nordmanden:

»Der er blevet lavet fejl, og der er der blevet af mange mennesker, men det er også sådan vi lærer. Nu handler det om at træffe bedre beslutninger, gode beslutninger.«

Han understreger, at i den øjeblikkelig situation ønsker alle at hjælpe sundhedsvæsenet, og som sådan er det lige nu ikke anderledes at være fodboldspiller end en almindelig borger.

»Først og fremmest er vi rollemodeller, og nogle gange er vi også helte i fodboldens verden, men nu må vi tage et skridt tilbage. De virkelige helte er dem, der arbejder i frontlinjen. Jeg tror, at alle sætter pris på og beundrer, hvad de gør,« siger Ole Gunnar Solskjær, der opfordrer alle til at følge de retningslinjer, der er blevet lagt ud fra den engelske regering.