FC København kommer på lidt af en opgave, når de mandag aften står over for mægtige Manchester United.

Her er der en semifinale i Europa League på spil, og derfor kommer de københavnske 'underdogs' også til at spille deres chance, selv om den er lille.

En chance, der kræver, at FCK ikke blot stiller sig ned og forsvarer. Det siger manager Ståle Solbakken på et pressemøde forud for braget i Köln.

»Man vinder ikke, hvis man bare har et defensivt mindset. Vi skal have en plan for, hvad vi gør med og uden bolden. Der vil være perioder, hvor vi ikke vil have bolden så meget, men der vil også være perioder, hvor vi skal turde at have den mere.«

Foto: POOL
Vis mere

Den norske manager var da heller ikke sen til at rose mandagens modstander, der har imponeret ham, men mener alligevel, at der er en mulighed for, at det kan blive en historisk aften for FC København.

»Jeg har set hold få klø af Manchester United efter coronapausen, og det er der en risiko for, at vi får. Men rammer vi vores niveau, har vi en mulighed. Det er én kamp, der er ingen tilskuere, og det er meget varmt, så der er nogle faktorer, som kan spille ind,« siger Solbakken og fortsætter:

»Vi skal være perfekte for en gentagelse (af 1-0-sejren, red.). Vi skal tage de to eller tre chancer, vi får i en kamp som den her. Chancerne er ikke store, men det er en fordel for os, at det kun er over 90 minutter og ikke 180 minutter.«

FC Københavns Nicolai Boilesen har også stor respekt for det engelske storhold, der ifølge ham har været blandt de bedste hold i Europa efter coronapausen.

Nicolai Boilesen under FCK træning dagen før Europa League kampen mod Manchester United på RheinEnergieStadion i Køln søndag den 9 august 2020.
Nicolai Boilesen under FCK træning dagen før Europa League kampen mod Manchester United på RheinEnergieStadion i Køln søndag den 9 august 2020. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Vi ved jo godt, at de har nogle rigtige dygtige folk. Vi ved, at det er et rigtigt stærkt hold, og efter coronapausen har de været helt outstanding og i hvert fald i top-3 over de bedste hold i Europa.«

»For os handler det om at gøre, som vi altid gør i Europa. Stå godt defensivt. Vi ved, at vi i perioder vil være under pres, og der handler det om at stå imod, men det handler så sandelig også om at tage de chancer, vi får, når vi ikke er pressede.«

Men selv om oddsene på ingen måde er med de hvidblusede, så tror den danske venstreback, at de kan drille Bruno Fernandes og resten af United-stjernerne.

»Vi skal kyniske, og så skal der selvfølgelig også en portion held til. Men jeg ser os bestemt ikke som chanceløse, fordi så var jeg blevet hjemme.«

Det er første gang i 23 år, at et dansk hold er nået hele vejen til en europæisk kvartfinale.

Opgøret mellem FC København og Manchester United spilles mandag klokken 21 i Köln.