Der er godt nyt til Superliga-klubberne, klubbernes fans og andre fodboldinteresserede.

Allerede fra den kommende weekend kan klubberne lukke langt flere fans ind, end tilfældet ellers har været efter corona-pausen. Det bekræfter Kasper Sand Kjær, som er Socialdemokratiets kulturordfører, over for B.T.

Partierne i Folketinget, som har forhandlet om sagen, er blevet enige om en løsning i forhold til at lukke flere tilskuere ind på de danske Superliga-stadioner, som gælder for den igangværende sæson.

Det indebærer blandt andet, at afstandskravet slækkes til en meter, og de øvrige anbefalinger, som Divisionsforeningen er kommet med.

Foto: Lars Møller
Vis mere

De borgerlige partier og De Radikale forlod forhandlingerne i aftes, men ifølge Kasper Sand Kjær er de klar til at gå videre med aftalen, de forhandlede med Socialdemokratiet og SF og Enhedslisten om i går.

Venstres kulturordfører, Britt Bager, siger dog til B.T., at hun endnu ikke har hørt fra hverken Kasper Sand Kjær eller kulturminister Joy Mogensen, men at det er korrekt, at de er klar på, at kulturministeriet kan rykke på sagen.

»Vi har endnu ikke hørt fra ministeren. Hun kan udstede en bekendtgørelse, der kan gøre, at der bliver åbnet op, så er vi klar, og så vil vi gerne forhandle hurtigst muligt om næste sæson,« siger Venstres kulturordfører til B.T.

Det er en bekendtgørelse fra kulturministeren, som kan ændre i restriktioner til klubberne i forhold til at lukke tilskuere ind. Kulturministeriet vil endnu ikke bekræfte, at der er en aftale på plads elelr en bekndtgørelse på vej.

For eksempel vil ændringen betyde, at stadioner kan opdeles i sektioner med maksimalt 500 tilskuere per sektion, og at afstandskravet nedsættes fra to til én meter. Dermed ville der kunne komme over 10.000 tilskuere i Parken eksempelvis.

»Vi mødes altid gerne med folketingets partier. Det må vi tage en snak om,« siger Kasper Sand Kjær om Britt Bagers udmelding om at mødes til forhandlinger om en løsning for næste sæson snarest muligt.

Det var nemlig en af de knaster, der gjorde, at Venstre og deres 'allierede' i denne sag, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Nye Borgerlige, forlod forhandlingerne i aftes.

De er parate til at give muligheden for fuld kapacitet, når den nye sæson starter. Dette er Socialdemokratiet dog ikke klar til, som det ser ud nu, siger Kasper Sand Kjær.