At være gravid kan udløse nogle udfordringer. At være gravid med en fodboldspiller kan tilføre yderligere nogle udfordringer.

»Min kæreste kan potentielt være syv timer herfra – langt oppe i Sverige – og lige været gået ind til en kamp. Så kan det blive svært at nå hjem til fødslen,« siger Sofie Bording.

I et interview med 'To The Moon, Honey' fortæller modellen om sine overvejelser i forhold til den forestående fødsel.

Faren til barnet er fodboldmålmanden Anders Lindegaard, der til daglig spiller i den svenske klub Helsingborg - og det er hans job, der skaber en vis usikkerhed hos Sofie Bording, der altså frygter, at han ikke kan være med til fødslen.

Parret bor på Frederiksberg, men Anders Lindegaard kan, som Sofie Bording fortæller, befinde sig langt væk til en udekamp, når barnet vil ud.

Sofie Bording fortæller også i interviewet, at hendes største bekymring ligeledes er bundet op omkring Anders Lindegaards syvårige søn Julian, hvis mor, Misse Beqiri, bor i London.

Drengen bor med parret på Frederiksberg, og hvem skal tage sig af ham, hvis det nu viser sig, at Anders Lindegaard er optaget af kamp, når fødslen går i gang?

Derfor har 27-årige Sofie Bording lavet aftaler med sin mor og en klassekammerats forældre om at stå standby.

Men så er der også tiden efter fødslen.

»Jeg har tænkt over, at jeg hurtigt kan komme til at stå alene med to børn, en hund og en kat. Fodbold er på den måde lidt ufleksibelt. Anders har ikke lige to ugers orlov, når jeg har født. Og han kan i princippet skulle spille kamp dagen efter, jeg har født,« siger Sofie Bording, der tidligere har fortalt, hvordan hun mistede barnet, da hun første gang var gravid med Anders Lindegaard.

36-årige Anders Lindegaard vendte sidste år hjem til Danmark efter mange år i England og engelsk fodbold - hvor han altså så endte med at skrive kontrakt med svenske Helsingborg.

Læs hele interviewet med Sofie Bording her hos 'To The Moon, Honey'.