Rygterne ramte som lidt af en bombe i januar.

For dengang lød det, at den spanske stjernetræner Pep Guardiola og hustruen, Christina Serra, angiveligt skulle skilles efter 30 år sammen.

Det kom frem, efter førstnævnte havde forlænget sin kontrakt i den engelske storklub Manchester City.

Men nu ser de vilde rygter om en mulig skilsmisse ud til at have taget lidt af en drejning.

Pep Guardiola og Christina Serra under sidste års Wimbledon.
Pep Guardiola og Christina Serra under sidste års Wimbledon. Hannah Mckay/Reuters/Ritzau Scanpix

Det spanske medie El Nacional skriver nemlig, at parret har besluttet sig for at give ægteskabet en chance til. Og altså dermed droppe separationen.

Årsagen til, at parret i første omgang angiveligt skulle skilles, var, at hustruen og børnene savnede Pep Guardiola i dagligdagen.

Og derfor havde de håbet, at han takkede nej til en forlængelse i det engelske eller i stedet sagde ja til et landstrænerjob med markant færre rejsedage om året.

Christina Serra og Pep Guardiola har boet hver for sig siden 2019, hvor hun flyttede tilbage til Barcelona for at fokusere på nogle forretningsmæssige interesser.

Parret har tre børn sammen.