To Leicester-eksperter levner ikke mange chancer for, at Kasper Schmeichel er på vej mod et stort skifte.

Kasper Schmeichel i sin fars fodspor.

Det lød næsten for godt til at være sandt. Og det er det nok også, hvis du spørger to lokale stemmer.

For Kasper Schmeichel skifter næppe til hverken Manchester United eller Chelsea, som han senest er blevet sat i forbindelse med, denne sommer, lyder det.

»Som jeg hører det, er der ingen intentioner om at sælge Kasper, og jeg tror heller ikke, han vil væk som anfører. Det var en skuffelse at misse Champions League, men det er et ungt, talentfuld Leicester-hold, der kun bliver bedre,« siger Rob Tanner til B.T., der er journalist på The Athletic og dækker Leicester tæt.

GLYN KIRK

Ifølge Tanner startede rygtet om Schmeichel til United på en falsk Twitter-konto, der udgav sig for at være netop Tanner.

Også lokaljournalist Jordan Blackwell fra avisen Leicester Mercury ser Schmeichel blive.

»Jeg får intet indtryk af, at han er på vej væk, når jeg taler med kilder tæt på klubben. Han er en meget indflydelsesrig person hos Leicester, et klubikon, og han er den bedst lønnede. Jeg kan ikke se det ske. Det er meget, meget usandsynligt.«

»Jeg ville nok give det fem procents chance,« siger Blackwell.

Leicester har i de seneste sæsoner begrænset sig til ét stort salg i løbet af sæsonen, fortæller de to eksperter.

Og denne sommer ser det ud til, at forsvarsspilleren Ben Chilwell bliver skudt af sted for en stor sum.

Sidste sommer var det Harry Maguire, der røg for 80 millioner pund (658 millioner kroner, red.). Året inden hapsede Manchester City Riyadh Mahrez for 60 millioner pund (knap 500 millioner kroner, red.)

Èt sted giver det dog mening, når United og Chelsea nævnes. Schmeichel skifter næppe til topklubberne Manchester City og Liverpool, så hvis der skal Champions League på menuen, er det kun United og Chelsea, der kan være med.

Men med tre år tilbage af sin kontrakt bliver 33-årige Schmeichel en meget dyr herre.

»Og så kan man spørge sig selv, om Chelsea eksempelvis ikke tænker, at man kan få en yngre og måske billigere keeper,« siger Blackwell og fortsætter:

»For Leicester er det tilfredsstillende, at der kun er få muligheder for ham i forhold til at tage det næste skridt i karrieren. Det eneste, der kan gøre sig gældende, er, hvis han føler, han er nået til et punkt, hvor han har opnået alt det, han kan, hos Leicester. Men jeg ser det bare ikke ske.«

Hos Manchester United har man ligeledes Dean Henderson på kontrakt. Han er blevet udlejet med stor succes i Sheffield United, og han lader til at have en plads hos United i fremtiden.

Og hvis Schmeichel gerne vil være førstevalg, så ser den dør også ud til at være lukket.