Remco Evenepoel var involveret i et forfærdeligt styrt i Lombardiet Rundt. Derhjemme sad hans far ved tv og så rystet til.

Den 20-årige spirende stjerne kørte direkte ud over en bro på en nedkørsel, og i flere minutter var det uklart, om han havde mistet livet.

Evenepoels far, Patrick Evenepoel, kunne kun se til på tv.

»Det var forfærdeligt, da det skete. Det var frygteligt at se cyklen stå op ad væggen. Løbskommissæren kørte bare forbi og kiggede end ikke!« siger faren til det belgiske medie Sporza.

Deceuninck-Quick Step Belgium rider Remco Evenepoel is helped by staff member as he lies down after crashed during the 114th edition of the giro di Lombardia (Tour of Lombardy), a 231 km cycling race from Bergamo to Como on August 15, 2020. (Photo by Marco BERTORELLO / AFP)
Deceuninck-Quick Step Belgium rider Remco Evenepoel is helped by staff member as he lies down after crashed during the 114th edition of the giro di Lombardia (Tour of Lombardy), a 231 km cycling race from Bergamo to Como on August 15, 2020. (Photo by Marco BERTORELLO / AFP) MARCO BERTORELLO

Forældrene frygtede straks det værste, og de begyndte allerede at tænke på Fabio Jakobsen, der havde et grimt styrt under dette års Polen Rundt, og Bjorg Lambrecht, der mistede livet i samme løb året inden.

»Vi tænkte selvfølgelig på forældrene til Fabio og Bjorg. Man prøver at forholde sig i ro og håbe på en god besked. Heldigvis fik vi at vide efter 10 minutter, at han var ved bevidsthed.«

»Hvis han var faldet 10 meter længere ned, så havde det nok været en anden snak nu. Enhver forælder kender den bekymring. Man håber bare, det ikke sker for dig,« siger faren.

Efter løbet udtalte Quick-Step-chefen, Patrick Lefevere, at der snart må ske ændringer, hvis det ikke skal koste flere dødsfald. Og det er far Evenepoel helt enig i.

»De ansvarlige myndigheder må spørge sig selv, hvad de vil gøre ved det. De har allerede snakket om det opløb i Polen i tre år ligesom med nedkørslen her. Skal folk dø, før der sker noget?« spørger han retorisk.

Remco Evenepoel bliver efter planen fragtet hjem til Belgien i et privatfly, hvor hans genoptræning vil finde sted. I øjeblikket har han mange smerter.

»Hans hofte og bækken er fuldstændigt dækket af et korset, så han forbliver stabil. Han har stadig store smerter og er konstant på smertestillende medicin.«

Danske Jakob Fuglsang endte med at tage sejren i Lombardiet Rundt.