Remco Evenepoel var lørdag involveret i et uhyggeligt styrt, der skabte overskrifter verden over.
I høj fart kørte Quick-Step-rytteren ud over en bro på en nedkørsel i Lombardiet Rundt. I et stykke tid frygtede alle det værste, og selvom han ikke slap fra styrtet med skader, så overlevede han.
Quick-Step-manager, Patrick Lefevere, var en lettet mand.
»Jeg er glad for, han stadig er i live,« siger han til belgiske Het Nieuwsblad.

Evenepoels sæson er slut, efter han har brækket sit bækken, men det påvirker ikke chefen.
»Hvad der sker med hans sæson? Jeg er fuldstændig ligeglad. Det er jeg. Jeg er glad for, han stadig er i live. Han kommer til at se en del tv i denne sæson. Han sagde 'undskyld' til mig, og jeg svarede: 'Du er stadig i live. Hold mund',« lyder det fra Lefevere, der er stærkt utilfreds med, at man fortsat bruger nedkørslen i løbet.
»Det kunne have gået meget mere galt. Jeg har gentagende gange sagt til UCI (den internationale cykelunion, red.) og løbsledelsen, at den slags nedkørsel ikke er mulig, men intet er ændret. Jeg gider ikke engang tale om det længere,« siger han og fortsætter:
»Groft sagt kunne vi have haft to dødsfald på en uge med Fabio Jakobsen (der styrtede voldsomt i Polen Rund, red.) og nu Remco. Man tænker, at løb og sejre er vigtige, men når du ser ryttere, der flyver ind i barrierer, så tænker man det ikke længere. Det er tågesnak,« siger han.
Nu bliver den belgiske rytter fløjet hjem i privatfly.
»Der er et privatfly klar til at flyve ham hjem til Belgien. Vi tager ingen chancer, så han bliver her i 24 timer yderligere. Der er stadig nogle test, der skal udføres, men vi vil fortsætte med genoptræningen i vores eget land,« siger chefen.
Lombardiet Rundt blev vundet af danske Jakob Fuglsang.