Der må efterhånden være trængsel i Pernille Harders pokalskab.

For det vælter ind med personlig hæder til den danske landsholdsstjerne. Seneste fangst er den spanske pris 'The World Football Summit/AS Men's and Women's Player of the Year Awards', som uddeles til årets mandlige og kvindelige fodboldspiller.

Det er læsere af spanske AS samt en specialist-jury, der kårer vinderne af prisen, der bliver uddelt for første gang i år.

Og valget af faldet på 28-årige Pernille Harder og Bayern Münchens polske angriber Robert Lewandowski.

POOL

Om valget af Harder, der er blevet kåret til årets europæiske fodboldspiller to gange og senest har vundet tyske Kickers 'Årets fodboldspiller', skriver AS:

»Pernille Harder var ligeledes en decideret favorit til prisen. Var topscorer i Europa i forrige sæson hos Wolfsburg med 38 mål, hun førte sit hold til 'the double' med liga -og pokalsejr i Tyskland, og hun nåede finalen i Champions League, hvor hu tabte tl Lyon.

»Den danske angriber, som i denne sæson har skrevet under for Chelsea, vinder prisen foran Olympique Lyons Wendie Renard (Frankrig) og Barcelonas Jenni Hermoso (Spanien),« skriver AS.

Prisen bliver officielt overrakt til Harder og Lewandowski ved en virtuel ceremoni den 27. november.