Lyt til artiklen

De ville ikke tale om det i sidste uge, mens det danske landshold var samlet – og ingen lagde i øvrigt mærke til det.

Og derfor kom det så først frem tirsdag, at Danmarks VM-trøjer fra Hummel indeholder skjulte budskaber i protest mod VM-værten Qatar.

Med forklaringer om, at den sorte – historiske – farve på Danmarks tredjetrøje skal ses som et omvandrende sørgebind, og at de utydelige logoer på alle tre sæt er valgt, fordi man ikke vil være synlige under en slutrunde, »der har kostet tusinder mennesker livet«, fortalte Hummel om protesten mod Qatar.

Og det budskab har efter Hummels forklaring i den grad vakt opsigt ud over det danske lands grænser.

Onsdag har flere store internationale medier nemlig taget historien op.

I det engelske kalder Daily Mail det blandt andet for et stærkt budskab fra Hummel, mens mange andre medier i det britiske som The Athletic, The Guardian og The Times har fortalt historien om den stille danske VM-protest – for blot at nævne nogle britiske medier.

Men også i USA hos ESPN og Washington Post, i Frankrig hos L'Equipe og hos italienske La Gazzetta Dello Sport har Hummels trøjer trukket overskrifter – så budskabet må siges at være taget imod i det store udland.

Danmark er indtil videre det første landshold, der åbent fortæller om sådan et budskab på deres VM-trøjer.

Det skal blive spændende at se, om andre følger trop.