En tur med privatfly og et forestående skifte til de regerende danske mestre.
Det er, hvad der er på programmet sent søndag aften for den norske landsholdsspiller Birger Meling.
Tidligere på aftenen kunne B.T. nemlig afsløre, at venstrebacken fra Rennes var blevet købt fri af FC København for to millioner euro – svarende til 15 millioner danske kroner.
Og derfor er den norske landsholdsspiller da også netop landet med et privatfly i Københavns Lufthavn.

Af samme årsag var der da også mødt flere FCK-fans op i Kastrup i håb om at få et glimt af klubbens nye mand.
Det fortæller B.T.s reporter på stedet.
»En håndfuld FCK-fans var mødt op, og kort efter blev en repræsentant fra FCK lukket ind af porten for at hente nordmanden,« lyder det.
Birger Meling er herefter blevet kørt til et Comwell-hotel på Istanbulgade i København.
Nordmandens agent, den tidligere FCK-spiller Bjarne Goldbæk, er ligeledes til stede.
B.T. spurgte i øvrigt venstrebacken om en kort kommentar forud for skiftet, men sådan noget skulle først godkendes af FC København, var svaret.
Birger Meling gennemgår med al sandsynlighed et lægetjek samt efterfølgende kontraktunderskrivelse mandag, inden han formentlig skal træne med sine nye holdkammerater senere på dagen.