Det er slut med 'De Danske Rødder' i Parken.

For den danske fangruppe har nemlig valgt at lukke ned, efter den sidste år blev ramt af massiv kritik og beskyldninger om uacceptabel, truende, intimiderende samt utryghedsskabende adfærd på tribunerne til Danmarks landskampe i nationalarenaen.

En adfærd, der i sidste uge gjorde, at DBU tog konsekvensen og tildelte seks personer karantæne fra alle unionens landskampe i to år.

Men nu tager fangruppen, der har holdt til på stemningstribunen 'Den Røde Mur', altså bladet fra munden i et opslag på Facebook, hvor den retter en skarp kritik mod DBU:

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

'Hvis man virkelig – over flere kampe – har vist uacceptabel opførsel, kan man undres over, at DBU ikke har påpeget det eller givet en advarsel til de pågældende personer, fremfor at dele en karantæne ud.'

'Vi anser derfor disse karantæner som en hetz, og så længe de ikke kan bakkes op af beviser på regelbrud, som kan føre til en karantæne, så kan og vil vi ikke længere bakke op om et nyt projekt, før de er blevet omstødt,' skriver fangruppen blandt andet i opslaget.

Hos DBU står man dog fast på de uddelte karantæner, og her er man desuden dybt uenig i den udlægning, som fangruppen kommer med, siger DBU's kommunikationschef, Jakob Høyer, til B.T.:

»Jeg er rigtig ærgerlig over, at vi skal uddele karantæner. Men vi må konstatere, at der er nogle personer, der har opført sig truende, intimiderende og grænseoverskridende over for andre fans, og der har vores sikkerhedsfolk vurderet, at der er nogle personer, der har gjort det gentagne gange.«

»Og derfor har de fået to års karantæne, og det står vi fuldstændig på mål for, for det er vores ansvar at værne om sikkerheden til landskampe. Langt de fleste opfører sig jo ordentligt, men der er altså nogle enkelte, som opfører sig truende og uacceptabelt, og det betyder, at nogle fans ikke tør at tage til landskampe.«

'De Danske Rødder' kalder det en hetz. Hvad tænker I om det?

»Det må stå for deres regning. Det her handler om god opførsel, og de har ikke opført sig ordentligt. Hvis de tænker sig om, så ved de godt, hvad det handler om.«

De kalder det også for 'et desperat forsøg på at finde opbakning i den brede befolkning ovenpå et fejlslagent VM i Qatar' …

»Der er overhovedet ingen sammenhæng. Det her er en vurdering fra vores sikkerhedsfolk på baggrund af nogle regler og kampe, der fandt sted sidste år. Det her handler om sikkerhed i Parken. Og god stemning, men det skal være god stemning for alle.«

Fangrupperingen blev i sommeren 2022 frataget en fast plads på tribunen til fodboldlandsholdets hjemmekampe, efter flere medfans havde følt sig utrygge på grund af trusler på tribunerne.

'De Danske Rødder' var blandt andet med til at skabe stemning omkring kampene i Parken ved EM i 2021, men nu er det altså slut.

Andre læser også