Parken har været fyldt til bristepunktet det seneste år, når det danske herrelandshold har spillet i nationalarenaen.
Men blandt de mange danske roligans på lægterne har der alligevel været store problemer.
Så store, at Dansk Boldspil-Union (DBU) nu tager konsekvensen.
For i juni, da der senest var landsholdssamling, kom det nemlig frem, at en fangruppe ved navn De Danske Rødder ifølge Weekendavisen skabte enorm utryghed på tilskuerpladserne.
Flere fans kunne her berette om både trusler og aggressiv adfærd fra grupperingen. En udvikling, som nu får konsekvenser.
For onsdag aften har det officielle fan-team, Fanservice for Danmark, i samarbejde med DBU skrevet et langt opslag i Facebook-gruppen 'Danes Away', hvor de gør det klart, at De Danske Rødder ikke længere kan få faste pladser på stemningstribunen – B-tribunen i Parken.
»På hjemmebanefronten har vi tidligere i denne uge kontaktet De Danske Rødder og fortalt dem, at vi ikke længere kan allokere specifikke sæder til dem eller lade dem have ansvaret for capoen,« står der i opslaget, inden der tilføjes:
»Det har vi gjort, fordi vi oplever, at flere melder tilbage til os, at de føler sig utrygge på tribunen under Danmarks seneste landskampe. Både gennem tilskuerundersøgelserne og gennem direkte kommunikation til os. Det kan vi naturligvis ikke acceptere.«
Grupperingen havde efter aftale med DBU fået lov til at medbringe tromme og megafon for at skabe stemning på den ene endetribune – 'Den Røde Mur' – hvor de mest inkarnerede danske fans opholder sig.
Men det er altså slut nu.
I første omgang er det dog blot forbindelsen til fangrupperingen, der er blevet droppet, skriver DBU:
»Vi har på rekordtid og på bagkant af et fantastisk EM oplevet en enorm udvikling i stemningen på stadion, som vi selvfølgelig fortsætter arbejdet med. Vi fortsætter også dialogen med De Danske Rødder – ligesom vi genetablerer fanpanelet.«
Ifølge Weekendavisen har flere personer i toppen af fangrupperingen relationer til rockergruppen Hells Angels.
DBUs ledelse har ifølge samme medie kendt til problemer med fangrupperingen siden efteråret – uden at gribe ind.
Danmark spiller næste hjemmekamp i Parken i september, når Frankrig kommer på besøg.