Tirsdag bliver vi klogere. Klogere på, hvad der skal ske med sommerens EM og verdens største klubturnering, Champions League.

Uefa, der organiserer både EM og Champions League, afholder tirsdag et video-hastemøde fra hovedkvarteret i Nyon, der bliver med deltagelse af de 55 medlemslande af Uefa samt bestyrelsesmedlemmer fra de europæiske ligaer, klubforeninger og Fifpro, der er den internationale spillerforening.

Dagsordenen er, hvordan man, med den nuværende viden, kan afvikle diverse fodboldturneringer set i lyset af coronavirussens spredning i Europa.

Allerede nu er mange muligheder nævnt, og meget kan ske på de knap tre måneder, der er til EM, mens der noget hurtigere skal findes en løsning for Champions League.

En mulighed er desværre, at coronavirussens indtog fortsat kan forsætte med at udskyde Champions League og Europa League, hvorfor der ikke kan findes nogen løsning på den turnering for nu.

Her er nogle af de scenarier, der forventes at blive diskuteret tirsdag.

Ingen returkampe

I Champions League er der allerede fundet et par kvartfinalister, mens der mangler returopgør i andre ottendedelsfinaler. I Europa League er nogle af ottendedelsfinalerne kommet i gang, mens andre ikke er.

Liverpool hæver Champions League-trofæet i 2019. Spørgsmålet er, hvornår det hæves i år.
Liverpool hæver Champions League-trofæet i 2019. Spørgsmålet er, hvornår det hæves i år. Foto: CARL RECINE
Vis mere

Der forventes, at man vil komme til at diskutere, om man skal skære ned på antallet af kampe ved at sløjfe returopgørene, skriver La Gazzetta dello Sport.

Det vil umiddelbart ikke komme til at påvirke opgør, hvor første kamp allerede er spillet, men eksempelvis i Europa League, hvor Sevilla-Roma og Inter-Getafe ikke spillede første opgør, vil der så blot blive spillet en enkelt knald-eller-fald-kamp.

Det ville så også være tilfældet for kvart- og semifinaler i begge turneringer fremadrettet.

Champions League-slutspil

Ifølge La Gazzetta dello Sport er der en håndfuld muligheder omkring et slutspil, der kan afvikle flere kampe hurtigere i Champions League og Europa League.

Med inspiration fra håndboldens verden og fodboldens klub-VM er der blandt andet et 'Final 4'-format i spil.

Her vil man altså afvikle de to semifinaler (uden returkamp) og finalen inden for få dage i samme værtsby. Champions League-finalen spilles i år i Istanbul i Tyrkiet, og det kræver naturligvis også, at den tyrkiske storby er klar på dette.

Derudover tales der også om et 'Final 8'-format, hvor man ville kunne afvikle kvartfinaler, semifinaler og finale på en uges tid.

Den danske herrelandshold skal, som det står nu, åbne sin EM-slutrunde i Telia Parken mod Finland 13. juni
Den danske herrelandshold skal, som det står nu, åbne sin EM-slutrunde i Telia Parken mod Finland 13. juni Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

EM til vinter

Uefa vil efter alt at dømme strække sig rigtig langt og være så tålmodige som overhovedet muligt med at skubbe sommerens EM-slutrunde.

Formanden for Divisionsforeningen, Claus Thomsen, fortalte til TV3 Sport i 'Onside' søndag, at han ikke regnede med, at der ville komme en endelig løsning på torsdagens møde, men at diverse muligheder ville blive diskuteret.

Ifølge The Telegraph overvejer Uefa at skubbe EM til december, så man kan hjælpe klubberne med at få afviklet deres turneringer som normalt, finde de retmæssige mestre og sikre, at de europæiske klubturneringer kan komme i gang igen efter sommer.

Claus Thomsen sagde yderligere til TV3 Sport søndag, at Superligaen vil blive afviklet på en eller anden måde, måske med kampe samtidigt med EM, hvis det afvikles til sommer. Mere om det her.

EM 2021

Endeligt er der muligheden for, hvis EM ikke kan afholdes denne sommer, at det kan rykkes til næste sommer.

Sommeren 2021 er der U21-EM, men der er ikke nogen senior-slutrunde for de europæiske lande.

Den mulighed vil give ligaerne god tid til både at få afviklet den nuværende sæson samt finde en måde at få næste sæson afviklet på forud for slutrunden, skriver The Guardian.

Denne mulighed var noget af det første, vi hørte om, da de første forudsigelser om problemer for EM-slutrunden tonede frem, og forslaget har blandt andet fået støtte af den italienske landstræner, Roberto Mancini.

Uefa har dog fortsat travlt i den periode, da U21-EM altså er skemalagt til sommeren næste år. Det samme er kvindernes EM, mens Fifa har arrangeret en ny, udvidet udgave af klub-VM med 24 deltagende hold fra de seks konføderationer, der efter planen skal spilles i Kina fra 17. juni til 4. juli.

Tirsdag bliver vi forhåbentlig lidt klogere på sportssommeren 2020.