Simon Makienok har længe været væk fra fodbolden. Men med to mål i to kampe for FC Utrecht i den hollandske Æresdivisionen ligner det, at han er på vej tilbage.

Men de sidste år har været meget alt andet end en dans på roser for den danske angriber.

»Jeg var bange for, at skaden ville sætte en stopper for min karriere, og at jeg aldrig ville komme tilbage igen.«

Det siger Simon Makienok i radioprogrammet 'Fodboldeffekten' på Radio 100 i et interview med Oliver Routledge.

Skaden, han referer til, var en knæskade, der ikke har gjort ham i stand til at spille de seneste to år:

»De sidste to år har været helt sindssygt hårde. Ikke bare som fodboldspiller, men også som menneske. Nærmest deprimerende, faktisk,« fortæller Simon Makienok.

Angriberen skiftede til Palermo i 2014, efter at han bombet løs for Brøndby siden skiftet fra HB Køge i januar 2012.

Men tiden i Palermo blev aldrig en succes, hvor specielt en bestemt hændelse gjorde, at Makienok ikke kunne være i den italienske klub:

»Efter jeg havde været et halvt år i Palermo, døde min mor. Det var en sort periode for mig, og eftersom jeg ikke spillede på holdet og min mor døde, mens jeg var der, stod det klart for mig, at jeg skulle videre derfra så hurtigt som muligt.«

I interviewet fortæller Simon Makienok også om sit skifte til Utrecht i 2017, hvor han altså nu endelig har fået gang i karrieren igen:

»Jeg havde brug for at starte på ny, at finde en klub, hvor jeg kunne begynde forfra. Sportsdirektøren, som virkelig gerne ville have mig, da jeg spillede i Brøndby, var nu i Utrecht, og han kunne stadig lide mig. I bagklogskabens lys burde jeg måske have skiftet til Holland, dengang jeg havde muligheden første gang.«

Næste mulighed for Simon Makienok for at komme på tavlen er den 23. november, når Utrecht tager imod AZ Alkmaar på hjemmebane.