Død, sygdom og ét langt skadeshelvede.

Der har været nok af nedture for den danske fodboldspiller Simon Makienok, efter han i 2014 skiftede Brøndby IF ud med udlandet.

Nu fortæller han åbent og ærligt om tabet af sin mor, hans daværende kones dødelige sygdom og den lange vej tilbage på banen. Det sker i et stort interview med Eurosport.

I første omgang gik turen til italienske Palermo, hvor han hurtigt røg i unåde, da den sportsdirektør, der havde hentet ham til klubben, blev fyret. Af den grund mente klubben ikke, han var god nok. Midt i de sportslige problemer skete det så:

»Efter jeg havde været der i et halvt år, vågner jeg op en morgen, og min telefon har ringet helt sindssygt mange gange. Det er så min bror, der ringer og fortæller, at min mor er fundet død hjemme i Danmark,« fortæller en tydelig rørt Simon Makienok og fortsætter:

»Det lyder helt sindssygt, men så blev min partner dengang dødeligt syg og blev indlagt i flere måneder. Vi vidste egentlig ikke, om hun ville overleve, eller om hun vil blive “normal” igen. Det har selvfølgelig været...ja, noget af det hårdeste i mit liv.«

Du kan se hele interviewet med Simon Makienok i videoen øverst i artiklen.

Efter tiden i Palermo røg den danske angriber videre til først Charlton Athletic og dernæst Preston North End. Begge to på lejeaftaler. I 2017 skiftede han så permanent til den hollandske klub FC Utrecht. Nu skulle det være.

Men uheldet ramte igen Makienok, der vred sit knæ om til træning. Han fik hurtigt beskeden om, at han var færdig før sæsonen.

»Jeg tænker bare, det er løgn. Inden jeg kom til Utrecht, tænkte jeg allerede, at jeg ikke kunne være mere uheldig. Jeg kan ikke gå igennem flere negative ting og dårlige oplevelser, så da jeg får den meddelelse at vide af vores doktor, kan jeg bare huske, at jeg ikke ved, hvad jeg skal sige. Jeg blev sindssygt ked af det,« fortæller han i interviewet.

Det gjorde særligt ondt på den tårnhøje angriber, fordi det var nu, karrieren skulle på rette spor igen.

Det var her, han skulle få den følelse, han senest havde haft i tiden i Brøndby, hvor han bankede målene ind. Alt imens tog det også hårdt på ham, at han boede for sig selv i udlandet, selvom han havde en kæreste.

Foto: Matthew Childs
Vis mere

Simon Makienok fortæller i interviewet også, hvordan tankerne i den to år lange skadesperiode var mange, og at han i perioder var i tvivl om, hvorvidt han overhovedet kom til at spille igen.

I slutningen af oktober fik han så endelig comeback på banen, hvilket han kvitterede med et mål kort før tid.

Et mål, der fik tårerne til at trille ned af kinderne. Det kan du læse mere om lige her.

Du kan se hele interviewet med Simon Makienok i videoen øverst i artiklen.

fodboldfmBUND