Det har været et nedtursår for det danske fodboldtalent Elias Sørensen.
I et år har han næsten ikke spillet fodbold, og det har taget hårdt på den blot 20-årige dansker, der har mistet glæden til at gøre det, han elsker allermest.
Det fortæller han til TV2 Sport.
»I hvert fald at nyde at spille fodbold igen, for jeg har nærmest ikke spillet fodbold i et helt år,« fortæller danskeren, som i fredags røg tilbage til sin ejerklub, Newcastle, om sine fremtidige mål.

»Jeg var på lån i Blackpool, og det var ikke særligt godt. Så tog jeg på lån i Carlisle, og det var heller ikke særligt godt, så jeg vil tilbage og spille fodbold hver weekend.«
Det startede ellers godt i Newcastle, hvor han scorede 16 mål i 29 kampe for klubbens U23-hold i 2018, og det var et fremragende år for danskeren.
Men siden var han på lån i Blackpool i foråret 2019, hvor det ikke gik Elias Sørensens vej, ligesom det heller ikke gjorde i Carlisle.
Derfor blev han kaldt tilbage til Newcastle før tid. Det på trods af, at Carlisle-manageren var meget ivrig efter at hente Elias Sørensen.
Og nu ved danskeren, der samlet har fået 303 minutter for Blackpool og Carlisle, ikke, hvorfor han ikke fik spilletid, da han kom til sidstnævnte klub.
»Man går selvfølgelig ind og spørger: 'Hvad fanden sker der?', når man ikke spiller. Det gør alle fodboldspillere, for man vil gerne spille. Men hans (trænerens, red.) mening var, at de andre angribere gjorde det bedre,« siger Elias Sørensen.
Angriberen kom til Newcastles U18-hold fra HB Køges U19-hold i 2018.
I januar 2019 forlængede han sin kontrakt med den nordengelske klub, så den er gældende indtil 2022.