Det var rørende og smukke scener, der udspillede sig rundtomkring i England lørdag.

Her blev den afdøde seksårige dreng Arthur Labinjo-Hughes nemlig mindet og hyldet på de forskellige fodboldstadioner.

Samtlige tilskuere rejste sig således op og klappede i det sjette spilleminut for at markere de seks år, han nåede at leve.

Og historien om Arthur Labinjo-Hughes er decideret forfærdelig. Han blev nemlig tortureret af sin far og stedmor, og det endte med, at 32-årige Emma Tustin slog den lille uskyldige dreng ihjel.

Sådan så det ud, da West Ham mødte Chelsea i London.
Sådan så det ud, da West Ham mødte Chelsea i London. Foto: TONY OBRIEN
Vis mere

Du kan se det rørende øjeblik, hvor fans klapper til ære for Arthur Labinjo-Hughes under kampen mellem West Ham og Chelsea i videoen øverst i denne artikel.

Den smukke gestus på de mange stadioner kom dagen efter, at der var fældet dom i den frygtelige og tragiske sag.

Stedmoren Emma Tustin blev idømt fængsel på livstid, mens faren skal tilbringe de næste 21 år bag tremmer. Det skriver The Sun.

Den afdøde dreng blev eksempelvis tvunget til at sove på gulvet, mens han ligeledes blev forgiftet med så meget salt, at han ikke kunne kæmpe imod torturen.

Arthur Labinjo-Hughes drømte om at blive en god og berømt fodboldspiller. Det er blevet tydeligt i en video, som hans sørgende familie har delt med offentligheden.

Derudover var han stor fan af Birmingham City, som spiller i den næstbedste fodboldrække i England.