Den danske FC Barcelona-spiller Martin Braithwaite og hans kone har masser at glæde sig over i disse tider.
De er nemlig blevet forældre endnu en gang - denne gang til en lille søn.
Det skriver den danske fodboldspiller på sin Instagram-profil.
'Min skat, du er den stærkeste kvinde, jeg kender. Er så stolt af dig,' skriver Martin Braithwaite til et billede på det sociale medie, hvor man får et lille glimt af den nyfødte søn, Valentino.

Du kan se det fine billede i bunden af artiklen.
Dermed er Martin Braithwaite og konen Anne-Laure altså blevet forældre til fire.
Ud over den lille ny og deres andet fælles barn har Anne-Laure to børn fra et tidligere forhold.
Martin Braithwaite og Anne-Laure Louis har kendt hinanden i adskillige år, og de mødtes, da Martin Braithwaite var gæst på et sportsprogram, hvor Anne-Laure Louis var medvært.
Danskeren, der skiftede til FC Barcelona tilbage i februar, er ligesom resten af spillerne på det spanske storhold sat ud af spillet i øjeblikket på grund af coronakrisen.
Derfor har han altså masser af tid til at være sammen med sin familie og nyde tiden med den lille ny.
Selv om pausen fra fodbolden har været langvarig, så bekymrer det ikke Baithwaite.
»Det handler om at være positiv, og det her gør bare, at jeg bliver endnu bedre, når jeg kommer tilbage. Jeg føler næsten, at jeg træner hårdere, end jeg normalt ville gøre, fordi jeg træner endnu mere intenst,« har han tidligere udtalt til B.T.