Han vil vinde for enhver pris, om så det kræver bid, sved eller tårer.

Det viste Luis Suarez endnu engang i nat i Uruguays Copa America-opgør mod Chile, hvor FC Barcelona-angriberens vilde vindergen igen blussede op.

Rent på instinkt appellerede Suarez helt vildt for hånd-på-bolden i en situation, hvor hans indlæg i første halvleg blev bremset med hånden - af modstanderens målmand!

Og det er som bekendt ganske tilladt i fodbold, når det sker inde i feltet, som det var tilfældet her. Se klippet i videoen øverst i klippet.

Foto: FERNANDO MAIA
Vis mere

I stedet for straffespark, som Suarez kort appellerede for, inden det gik op for ham, at det vist var at stramme den, dømte dommeren korrekt hjørnespark, da bolden efter at have ramt målmanden på hånden røg ud over mållinjen.

Den sjove episode fik altså ikke betydning for kampens udfald, som blev, at Uruguay vandt med 1-0 over de forsvarende mestre fra Chile på et hovedstødsmål af Edinson Cavani i det 82. minut.

Uruguay slutter dermed på førstepladsen med syv point, mens Chile er toer med seks point.

Suarez og co. møder i kvartfinalen Peru, mens Chile ser ud til at få en noget sværere modstander i form af Colombia, der som det eneste hold i turneringen har vundet alle sine tre kampe.