I kamp mod uret bliver der arbejdet på højtryk i den danske EM-lejr.
For dele af den bane, som Kasper Hjulmands mandskab skal træne på i de kommende uger i Freudenstadt, er mandag blevet revet op og erstattet med et nyt græstæppe – altså under et døgn inden de danske stjerners første træningspas.
Og mandag aften var adskillige arbejdere stadig i gang med at få lagt det nye græstæppe, da B.T. tog en tur forbi træningsanlægget.
Det gamle græstæppe lå samlet i bunkevis uden foran anlægget, mens det nye var ved at blive rullet ud i den ene ende af det store areal.
B.T. måtte hverken filme eller tage billeder af det nye græstæppe, men græs- og baneansvarlig i DBU, Anders Faber Nielsen, nåede dog lige kort at komme med en status på arbejdet.
»Alt er godt. Den skal nok blive klar,« lød det fra ham, inden han understregede, at den nye bane består alle UEFA's tests.
DBU har koblet Anders Faber Nielsen på projektet i Freudenstadt, men udskiftningen og plejen af banen samt ansvaret for, at der er en god bane til rådighed under EM, ligger hos UEFA, lyder det fra unionen.
På trods af lovning på, at det nye græstæppe ikke bør skabe problemer for det danske landshold, har mandagens beslutning om at anlægge den nye plæne skabt bekymring hos én af Danmarks førende græseksperter.
Tidligere på dagen rettede Karsten Paaske, der er formand i Groundsman Association Denmark, nemlig en skarp kritik af beslutningerne omkring banen – som UEFA har ansvaret for at stille til rådighed til de deltagende nationer.
»Det er det danske landshold. Jeg kan ikke forstå, at der er lavet sådan en fejl her. Jeg ved ikke hvilken fejl, men det er lang tid siden, de vidste, de skulle bruge den her bane. De skulle have skiftet den tidligere,« lød det blandt andet.
Christian Nørkjær, der er landsholdschef i DBU, køber dog på ingen måde græsekspertens kritik.
»Når de er færdige, så står banen snorlige, så alt det med alle mulige menneskers bekymring, kan jeg ikke forholde mig til. Jeg forholder mig til dem, der har med det at gøre. De er rolige. Det kan du også hilse Karsten Paaske at sige,« lød svaret fra Nørkjær.
Hvordan banen så bliver at træne på, ja, det vil vise sig tirsdag eftermiddag, når det danske landshold lander i Freudenstadt og går på banen klokken 17.
Her vil B.T. selvfølgelig være til stede.
ER DU KLOGERE END HJULMAND? DET KAN DU BEVISE HER OG SÆTTE DIN STARTOPSTILLING TIL DANMARKS FØRSTE KAMP VED EM.