Drømmeskiftet til Bayern München var SÅ tæt på at lykkes for Kasper Schmeichel.

For to år siden havde den danske landsholdskeeper en mulighed af de helt store, for Bayern München viste sig interesseret, efter deres førstekeeper Manuel Neuer blev slemt skadet på en skitur.

Historien om den glippede transfer blev siden bekræftet af far Peter, men nu sætter Kasper Schmeichel for første gang mange ord på den vilde tid, hvor han var klar til at gå MEGET langt for at få lov til at trække i Bayern-trøjen.

»Min rolle ville være at holde sædet varmt, indtil Manuel kom tilbage. Og det havde jeg det mere end fint med. At have spillet for en klub af denne størrelse ville have været mere end nok,« siger Celtic-keeperen ifølge Daily Record før Champions League-returopgøret mod netop Bayern München.

Schmeichel er glad for at være endt i Celtic, men havde gerne taget et drømmeskifte til Bayern for to år siden.
Schmeichel er glad for at være endt i Celtic, men havde gerne taget et drømmeskifte til Bayern for to år siden. Angelika Warmuth/Reuters/Ritzau Scanpix

»Jeg sagde: 'Send kontrakten'. Jeg behøver ikke engang at vide, hvad der står i den. Jeg underskriver lige gyldigt hvad. Så ja, det ville have været en drøm, der gik i opfyldelse, men sådan skulle det ikke være.«

»Dybest set var alt sådan set aftalt, og det glippede bare i sidste sekund. Jeg er ikke 100 procent sikker på, hvad der skete. Du bliver nødt til at spørge Bayern, men jeg var lidt på vej til lufthavnen.«

I stedet for Schmeichel blev schweiziske Yann Sommer valgt til som Manuel Neuers erstatning.

To år er gået siden da, og nu skal Kasper Schmeichel og co. tage revanche for et 1-2-nederlag i første opgør af playoffrunden i Champions League mod den sydtyske storklub.

Tirsdag aften mødes de på Allianz Arena i München, og her kræver det noget af en sensation, hvis Celtic skal avancere til 1/8-finalerne.