Kasper Schmeichel indtog en nøglerolle for Leicester, som tirsdag vandt 1-0 hjemme over Liverpool i Premier League.

Den danske landsholdsmålmand reddede et straffespark efter et kvarter, da han snuppede angriberen Mohamed Salahs forsøg.

Sejren kom oven på et 3-6-nederlag ude til Manchester City blot to dage forinden.

- Vi havde voldsomt brug for et resultat. Vi startede utroligt skidt mod Manchester City, hvor vi viste noget i anden halvleg, men det var bare ikke nok.

- Så kom vi op mod et hold (Liverpool, red.), der er mindst lige så godt, og vi havde også brug for noget held, og det fik vi, siger Schmeichel til TV3 Sport.

- Det, vi allermest havde brug for, var fight og den holdånd, som vi ved, vi har. Det var en fantastisk aften, men også en nødvendig sejr for os, siger han.

Schmeichel gættede og hoppede til den rigtige side, da Salah skulle forsøge sig på straffespark.

Egypteren havde scoret 15 gange i træk fra pletten i Premier League og brændte senest i 2017 mod Huddersfield og Jonas Lössl.

- Det var på tide, at jeg reddede et straffespark, konstaterer Schmeichel.

Salah fik mulighed for at score på returbolden, men headede på overliggeren.

- Jeg havde en følelse af, hvor han ville sparke, og jeg satsede. På returbolden kunne jeg bare bede en bøn, siger Schmeichel ifølge NTB.

- Det var en meget vigtig sejr så kort efter kampen mod City. Vores spillere havde trætte ben og hoveder, men alle fortjener ros for det, de leverede. Vi er et hold, som aldrig giver op, siger han.

Leicester-manager Brendan Rodgers er stolt af sin danske keeper.

- Kasper Schmeichel er en topkeeper. En af de bedste i Europa. Det er den slags, Kasper er kendt for. Da vi havde brug for ham, var han der. Vi havde brug for et skub, siger Rodgers ifølge BBC.

/ritzau/