Næsten 80.000 likes. 1.400 kommentarer. Og så 8.700 delinger.

Det er, hvad et billede, som Peter Schmeichel lagde på sin Twitter tirsdag aften, har fået af reaktioner. For det var ikke bare et hvilket som helst billede, den danske målmandslegende delte med sine mange følgere.

På gågaden i centrum af Herning mødte han en anden yderst velkendt legende, og det blev dokumenteret.

'Se, hvem jeg mødte,' skriver Peter Schmeichel til det selfie, han har taget med Edwin van der Sar, der ligesom danskeren også har stået på mål for Manchester United.

Og hvordan er det så gået til, at netop de to 'tilfældigvis' mødte hinanden på en jysk gade i Danmark?

Det skyldes, at Edwin van der Sar er direktør hos Ajax FC, som FC Midtjylland mødte tirsdag i Champions League.

Peter Schmeichel dækkede kampen for CBS Sports, og derfor havde han taget turen til Herning.

Billedet af de to stjerner har da også fået tusindvis af fodboldfans til at reagere. Her er blot et udpluk af de mange kommentarer:

  • 'I er begge bedre end De Gea'.
  • 'De vil for altid være mine to yndlings i United.'
  • 'To af de bedste målmænd, vi nogensinde er blevet beriget med'.
  • 'Forestil dig at gå ned ad gaden og se to GOATs (Greatest Of All Time, red.) på samme tid. Tror jeg ville besvime.'

56-årige Peter Schmeichel spillede i Manchester United fra 1991 til 1999. Edwin van der Sar var i klubben fra 2005 til 2011.

I april i år blev den danske målvogter kåret til historiens bedste Premier League-målmand i en afstemning på BBC's hjemmeside.

Da han spillede i den engelske storklub, var han med til at vinde fem engelske mesterskaber.

Ud over Manchester United nåede han også at spille for både Aston Villa og Manchester City i den bedste engelske række, før han i 2003 valgte at lægge målmandshandskerne på hylden.