»Det, jeg vil sige i aften, kommer til at få store konsekvenser for alle danskere.«
Sådan indledte Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, onsdagens pressemøde om coronavirussen, der betød, at Danmark nu lukker ned. Og det medfører store roser fra en af Danmarks største fodboldspillere Kasper Schmeichel.
'Jeg er så stolt over, at Danmark handler så stærkt i denne tid. Stærkt lederskab af Mette Frederiksen,' indleder han et opslag på sin Twitter-profil. Se opslaget i bunden af artiklen.
Den danske landsholdsmålmand bor til daglig i England med sin familie, hvor han spiller for den engelske Premier League-klub Leicester City, men det betyder ikke, at han ikke følger med i, hvad der sker i hjemlandet.
Han opfordrer derfor - ligesom statsministeren - til, at vi alle står sammen i en tid, der er præget af stor usikkerhed i forbindelse med coronavirussen.
'Vi må stå sammen ved ikke at stå sammen, så vi kan passe på de mest udsatte og sårbare i samfundet og inddæmme smitten. Jeg håber, at andre lande tager det lige så seriøst og følger trop,' slutter han.
Det er lige nu uvist, hvorvidt det danske fodboldlandshold kommer i kamp, når de om få uger spiller venskabskamp mod først Færøerne i Herning og derefter mod England på Wembley i London.
Der er onsdag aften 514 registrerede tilfælde af coronavirus i Danmark. 10 personer er indlagt på hospitalet, hvoraf to er på intensivafdeling og i kritisk tilstand.