Juventus-spilleren Daniele Rugani er testet positiv for coronavirus.

Det skriver klubben på sin hjemmeside.

Juventus skriver videre, at de lige nu er i gang med at kortlægge, hvem der har været i kontakt med den italienske spiller.

Rugani har dog ikke udvist symptomer på virussen.

25-årige Daniele Rugani, der blandt andre er holdkammerater med den portugisiske superstjerne Cristiano Ronaldo, spiller i det centrale forsvar og er også en del af det italienske landshold.

Rugani sad senest på bænken i weekendens kamp, da Juventus slog Inter og Christian Eriksen med 2-0.

Derfor spekuleres der lige også i, om Inter-spillere, herunder Christian Eriksen - bliver sendt i karantæne.

Rugani har tidligere været udlånt til den italienske klub Empoli og har optrådt syv gange på det italienske landshold.

Alle kampe i Serie A er suspenderet frem til 3. april som følge af coronavirussen, men indtil videre er det meningen, at Juventus skal i aktion i Champions League i næste uge.