»Han opførste sig som et barn.«

Sådan siger den danske målmandslegende Peter Schmeichel om den schweiziske stjerne Xherdan Shaqiri i et stort interview til Blick.

Årsagen til Schmeichels udtalelse skal findes i uroen, der i længere tid har hersket på det schweiziske landshold og blandt andet handler om anførerbindet.

Shaqiri skulle angiveligt længe have haft et anstrengt forhold til landstræner Vladimir Petkovic, der stammer helt tilbage fra før EM 2016, hvor Shaqiri blev forbigået i hierarkiet og udnævnelsen af anfører og viceanfører.

Xherdan Shaqiri har været med til at skabe røre i den schweiziske andedam.
Xherdan Shaqiri har været med til at skabe røre i den schweiziske andedam. Foto: PHIL NOBLE
Vis mere

Arsenal-spilleren Granit Xhaka lå højere på Petkovic' liste over potentielle anfører-kandidater, og det provokerede Shaqiri.

Shaqiri meldte ligeledes afbud til Schweiz' foregående landskampe mod Irland og Gibraltar, fordi han angiveligt ville koncentrere sig om kampen om spilletid i sin klub, Liverpool.

Siden balladens opståen fra før slutrunden er Granit Xhaka blevet udnævnt til anfører for schweizerne, og Arsenal-anføreren har undervejs i EM-kvalifikationen udtalt, at han er klar til at smide anførerbindet, hvis det kan skabe ro på bagsmækken i den schweiziske landsholdslejr.

Og det viser den klare forskel på Xhaka og Shaqiri ifølge Schmeichel.

Peter Schmeichel mener, Xherdan Shaqiri har opført sig som et barn.
Peter Schmeichel mener, Xherdan Shaqiri har opført sig som et barn. Foto: MATTHEW CHILDS
Vis mere

»Xhaka viste, at han ønsker at være en leder selv uden anførerbindet - og dermed lægger presset over på Shaqiri. Det var fremragende gjort af ham. Helt i modsætning til Shaqiri, der opførte sig som et barn,« lyder det fra Peter Schmeichel til Blick.

Når det danske fodboldlandshold på lørdag tager imod Schweiz i EM-kvalifikationen, er det uden Xherdan Shaqiri, der har pådraget sig en skade.

Liverpool-spilleren var heller ikke med i det omvendte opgør mellem Danmark og Shcweiz i Basel tilbage i foråret, der endte 3-3.

Danmark-Schweiz spilles lørdag 12. oktober i Parken.