Efter den kiksede 0-0'er i Georgien er det danske landshold mere eller mindre tvunget til sejr mod Schweiz i næste EM-kval-kamp.

Heldigvis for Danmark ulmer uroen for tiden i den schweiziske landsholdstrup.

Holdets store stjerne, Xherdan Shaqiri, meldte nemlig fra til de to seneste EM-kvalifikationskampe mod Irland og Gibraltar - fordi han ville koncentrere sig om kampen om spilletid i sin klub, Liverpool, hvor han kun står noteret for fem minutters banetid i denne sæson.

Den forklaring falder ikke i god jord i Toblerone-landet.

Foto: PHIL NOBLE
Vis mere

»Shaqiris afbud er latterligt. Liverpool består nærmest kun af landsholdsspillere, og så skulle ikke kunne tage af sted, fordi de skal spille en kamp om to uger? Sådan noget vrøvl,« skriver den tidligere landsholdsstjerne Kubilay Türkyilmaz i sin klumme på det schweiziske nyhedssite Blick.

Mediet skriver desuden, at Shaqiri længe har haft et anstrengt forhold til landstræner Vladimir Petkovic. Det skal angiveligt dateres tilbage til, da den tidligere Juventus -og Arsenal-spiller Stephan Lichtsteiner inden EM 2016 blev udnævnt til landsholdsanfører.

Her blev Valon Behrami udnævnt til vice-anfører, mens Granit Xhaka var det tredje navn på landstrænerens anførerliste.

Og det skulle have provokeret Shaqiri voldsomt, at den yngre Xhaka stod foran ham i køen.

Foto: JOSE COELHO
Vis mere

Granit Xhaka, der i dag er anfører for schweizerne, har tidligere i EM-kvalifikationen udtalt, at han er klar til at droppe anførerhvervet, hvis det kan skabe ro i geledderne.

»Hvis det virkelig er anførerbindet, der er problemet, så kan vi sætte os ned. Vi er voksne nok til at snakke sammen,« har han sagt.

Granit Xhaka er i øvrigt selv på vippen til kampen mod Danmark. Hans hustru har termin lige omkring den afgørende kamp, og den schweiziske fodboldspiller har meddelt, at han holder barselsfri, når fødslen finder sted - uanset hvilke fodboldkampe, der måtte blive spillet på det tidspunkt.

Danmark-Schweiz spilles lørdag 12. oktober i Parken.