Han kommer for sent og har skabt frustration blandt sine holdkammerater, og så mødte han op med en for høj fedtprocent.

For første gang i karrieren er Kasper Schmeichel blevet beskyldt for påstande, der ligger meget langt fra, hvordan man ellers har lært ham at kende - nemlig som topprofessionel.

Torsdag efter landskampen mod Kroatien stillede han op og gav svar på tiltale.

»Jeg har lidt for meget at fokusere på her, så det har jeg ikke set,« siger Kasper Schmeichel og får af journalisterne fortalt, hvad det franske medie RMC Sport med brug af anonyme kilder har skrevet om ham.

»Jeg tror, at I kender mig godt nok til at vide, at jeg ikke er typen, der læser sladder, jeg ved ikke engang, hvad der har stået i den, så jeg kan ikke forholde mig til det,« fortsætter han og afviser, at han er kommet for sent til møder i Nice.

Kun en enkelt gang er han kommet for sent, understreger Kasper Schmeichel.

»Det var engang for 10 år siden, da jeg kørte galt,« forklarer han og afviser altså, at den slags er sket i hans franske klub.

Artiklen siger, at spillerne i Nice er frustrerede over, at du kommer for sent til møder og har haft en for høj fedtprocent. Når man kender dig...

»Så tror jeg, at du har et svar på dit eget spørgsmål.«

Men hvordan er det for dig at se sådan nogle historier?

»Jeg har ikke set sådan nogle historier. Prøv at høre her, jeg har levet i denne verden hele mit liv, og der lærer du ikke at læse sladder. Så det er ikke noget, jeg beskæftiger mig med overhovedet. Vi har nok at se til.«

Når vi fortæller dig om de her historier, irriterer det dig så ikke, at den er skrevet?

»I skal jo skrive om et eller andet nu, ikke? Så derfor spørger I.«

Vi skal jo forholde dig til det?

»Jeg har spillet i 19 år, og hvis du ringer samtlige trænere op, kan de tale for min sag og fortælle, at jeg måske er det mest professionelle menneske, de kender. Så...«

Herefter blev Kasper Schmeichel spurgt endnu mere ind til sagen i Frankrig, hvorefter han brød ud:

»Altså, er vi på landsholdet, eller hvad er det her?« lyder det fra landsholdsmålmanden, der i Nice har været sat på bænken på det seneste.

Det er der en del af en forklaring på, fortæller han.

»Jeg har døjet med en brækket tå i den sidste måneds tid, og det har været lidt problematisk, men spillemæssigt er jeg meget tilfreds,« påpeger Kasper Schmeichel, der altid har været kendt for at ville spille alle kampe.

Det gør han altså ikke i Nice i øjeblikket.

»Det er, som det er. Det kan jeg ikke rigtigt gøre noget ved. Sådan er livet. Sådan er fodbold,« pointerer Kasper Schmeichel, der altså ikke er på 100 procent i øjeblikket på grund af sin tå.

»Den tå, den tager den tid, det tager for at hele. Det er ikke første gang, at jeg har haft det. Det er fjerde eller femte gang. Det gør ondt nogle gange, men man kan leve med smerte,« forklarer han om sin overraskende skade, som altså først kommer ud til offentligheden nu.

»Det er ikke noget, jeg behøver skilte med. Det er, som det er. Det skete i en kamp, og det er, hvad det er. Jeg kan ikke gøre så meget ved det.«

Til gengæld har han nu gjort noget ved historien fra Frankrig.