Et sensationelt landsholdscomeback er nu en realitet.

Zlatan Ibrahimovic er tilbage på det svenske landshold, næsten fem år efter at han sagde farvel til landsholdsfodbold.

Den svenske landstræner, Janne Andersson, har således udtaget den 39-årige AC Milan-spiller til Sveriges VM-kvalifikationskampe senere på måneden. Det skriver nyhedsbureauet TT.

»Først og fremmest er det en virkelig god fodboldspiller, den bedste vi har haft i Sverige. Det er selvfølgelig rigtig godt, at han ønsker at komme tilbage.«

Foto: JONATHAN NACKSTRAND
Vis mere

»Ud over det, han kan bidrage med på banen, har han jo en utrolig erfaring og kan give den videre til de andre spillere på holdet,« siger Janne Andersson til Sveriges Fodboldforbunds hjemmeside.

Sidst den svenske bomber stillede op for Sverige i en landskamp var ved EM i 2016, men i en alder af 39 år er Ibrahimovic altså nu klar til at vende tilbage i den svenske landsholdstrøje.

Zlatan har siden kritiseret Janne Andersson i flere omgange. I 2019 anklagede han landstræneren for, at have "ødelagt alt det, jeg skabte".

Samtidig langede han ud efter landstræneren for ikke at være god til at håndtere spillere med anden etnisk baggrund.

Foto: MARCO BERTORELLO
Vis mere

Men nu har angrebsstjernen og landstræneren altså fundet fælles fodslag. Zlatan bliver - hvis han kommer på banen - den ældste spiller, der nogensinde har spillet på det svenske A-landshold.

Den altid kække angriber har naturligvis også selv kommenteret på udtagelsen.

I et Twitter-opslag skriver han:

'The return of the God' (Guds tilbagekomst, red.), mens han på sin Instagram har delt en video af sin famøse saksesparkscoring mod England.

Sverige indleder 25. marts kvalifikationen til VM 2022 med en hjemmekamp mod Georgien på Friends Arena i Stockholm.

Tre dage senere gælder det Kosovo på udebane, inden landsholdssamlingen slutter med en testkamp mod Estland 31. marts.

Zlatan Ibrahimovic er foreløbig noteret for 116 landskampe og har scoret 62 mål.