Carlos Zeca havde svært ved at finde ordene.

»Ja...Det er svært at sige noget nu.«

Sådan lød det fra en tydeligt skuffet FCK-anfører til TV3 Sport, efter det stod klart, at københavnerne er færdige i Champions League for denne omgang.

For han havde svært ved at forstå, hvordan den samlede sejr var glippet, efter FCK i hans optik egentlig spillede en god kamp og styrede meget af spillet.

»De skabte ikke noget ud over målet. Det var ikke måden, vi tabte. Men nogen gange handler det om held. Det var ikke på vores side i dag. Men jeg er stolt af det her hold, og fortsætter vi sådan her, opnår vi rigtig mange ting. Det er en rigtig dårlig dag for hele FCK-familien, men vi står stadig sammen og har mange mål.«

Sådan sagde han, efter FCK var røget ud efter forlænget spilletid og en vanvittig straffesparkskonkurrence.

22 spark blev der taget. Holdene havde matchbold på skift. Og med en straffesparksplet der var nærmest ikke-eksisterende og omdannet til et vildt mudderhul, var det mere end svært.

Seks ud af 11 straffespark blev brændt af FCK, og den sidste - og afgørende - afbrænder stod sidste uges helt, Jonas Wind for.

Det var den unge angribers andet spark, da alle andre spillere havde været igennem en gang. Men selvom han ikke fik bolden i kassen, var der mange opmuntrende ord fra Carlos Zeca, der lynhurtigt trøstede sin holdkammerat.

»Jeg sagde til ham, han gør det fantastisk. Han er 20 år gammel og tager det ansvar. Det er en vanvittig karakter. Jeg er stolt af ham, og han skal være stolt af det, han laver, for han har været fantastisk i denne sæson. I dag var en skidt dag for os og holdet, men jeg ved, han vil give meget mere glæde til det her hold,« sagde Carlos Zeca.

Det samlede nederlag til Røde Stjerne betyder dog ikke, at FCK er helt ude af Europa. For der er stadig mulighed for at komme i gruppespillet i Europa League.

Her venter der to playoff-kampe, og vinder Ståle Solbakkens mandskab, giver det en billet til seks europæiske torsdagskampe.