Hvert eneste år opstår snakken i løbet af sommermånederne. Skal man holde med ærkerivalen i de europæiske turneringer, fordi det gavner dansk fodbold?

På sociale medier er argumenterne mange, men svarene få.

Potentielt set ligger der derfor et paradoks i, at det er nemmere for et dansk hold at vinde kampe i Europa League og derfor score point til den danske UEFA-koefficient, der afgør, hvor mange danske hold der spiller europæisk fodbold.

For kan det i virkeligheden bedst betale sig for dansk fodbold at have FCK med i Europa League, fordi klubben har større sandsynlighed for at hente sejre hjem end i Champions League, hvor modstanden er større? Svaret er nej.

Efter FCK's exit i Champions League-kvalifikationen mod Røde Stjerne er debatten blusset op igen, og i udgangspunktet er der flere point at hente i Champions League end i søsterturneringen Europa League.

Det skyldes, at man er sikret fire point alene for at deltage i Champions League-gruppespillet. Derudover giver en sejr to point og en uafgjort ét, hvilket gør, at der 'hurtigt' kan samles point sammen.

I Europa League er et hold som minimum sikret 3 point, med mindre(!) man spiller sig til mere. Det vil sige, at et hold, der kvalificerer sig til EL-gruppespillet og spiller sig til 3 point i gruppespillet, stadig kun vil ende ud med 3 koefficientpoint. Spiller man sig kun til 2, ender man med 3 point alligevel, som er det sikrede minimum.

Omvendt vil et hold i Champions League få lagt de 3 point oven i de 4, holdet er sikret for deltagelsen – altså syv point.

Skuffelsen var stor hos FCK'erne efter nederlaget mod Røde Stjerne. Kigger man på Danmarks UEFA-koefficient, er det også dårligt nyt.
Skuffelsen var stor hos FCK'erne efter nederlaget mod Røde Stjerne. Kigger man på Danmarks UEFA-koefficient, er det også dårligt nyt. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Eksempelvis fik FCK 11 point i 2016/2017-sæsonen alene ved sin Champions League-deltagelse (dvs. uden Europa League-kampene, holdet kvalificerede sig til efter sin 3.-plads i CL-puljen). Fire for deltagelsen, fire for to sejre og to for to gange uafgjort.

I den forgangne sæson fik FCK blot fire point for sin deltagelse i Europa League. Københavnerne hentede én sejr (to point) og to uafgjorte (en point hver). Dermed endte holdet på fire point i alt, da de spillede sig til flere point end det, de minimum var sikret (tre), og pointene ikke lægges sammen.

Derfor er det i udgangspunktet bedre for et dansk hold at spille sig i Champions League end Europa League, selv om det selvsagt afhænger af holdets resultater i den pågældende turnering.

Torsdag spiller både FC Midtjylland og Brøndby for at kvalificere sig til årets Europa League. Men det ser sort ud, da holdene begge tabte 4-2 på hjemmebane til henholdsvis Rangers FC og Braga.