»Det ville være løgn at sige, at jeg ikke havde læst det.«

Sådan lyder det fra den danske fodboldspiller Pierre-Emile Højbjerg, der som de fleste andre sportsinteresserede læser nyheder. Også dem, der handler om ham selv.

Og en af de historier, han kunne læse i engelske medier, var rygtet om et muligt skifte til storklubben Tottenham. Nu forholder Pierre-Emile Højbjerg sig til netop det rygte.

»Det er en stor klub, og jeg tror også, at Christian Eriksen har positive minder derfra,« fortæller Højbjerg i et interview til Viaplay Sport Live, som du kan se et klip fra i toppen af artiklen.

Pierre-Emile Højbjerg i aktion for Southampton.
Pierre-Emile Højbjerg i aktion for Southampton. Foto: GLYN KIRK
Vis mere

Det var Sky Sports, der i første omgang berettede om Tottenhams interesse for Pierre-Emile Højbjerg.

Det var umiddelbart efter, at London-klubben havde sagt farvel til den danske landsholdsstjerne Christian Eriksen, der nu spiller i Inter i Italien.

Men selvom der muligvis skulle være interesse fra en højere hylde end Southampton, hvor Højbjerg er anfører, så har han ikke travlt.

»Det vigtigste er, at jeg koncentrerer mig om Southampton og koncentrerer mig om, at når sæsonen starter igen, så kan jeg fortsætte, hvor jeg slap. Jeg ville ikke have noget imod at banke et par kasser ind.«

»Hvad end der sker ude i fremtiden, det må man jo tage, som det kommer,« fortæller Højbjerg.

Det var i 2016, at Højbjerg skiftede til Southampton, og hans kontrakt står til at udløbe i sommeren 2021.

Højbjerg har spillet 129 kampe for Southampton. På landsholdet er det blevet til 33 kampe indtil videre.

Se interviewet med Pierre-Emile Højbjerg øverst i artiklen, hvor danskeren også sætter ord på sine kvaliteter som fodboldspiller.