Brøndby leder med lys og lygte efter nye investorer.

Tirsdag skrev Inside Business, at Brøndby IF er i dialog med såvel Red Bull som unavngivne russiske rigmænd om en stor investering i fodboldklubben. Nu kan B.T. fortælle, hvem disse russere er.

Der er tale om de stenrige Zingarevich-familie, der tidligere har været ejer af Championship-klubben Reading og i 2004 blev meldt tæt på at overtage Premier League-klubben Everton.

Nu kan B.T. afsløre, at familien siden sommeren 2018 har været en del af den nye ejerkreds i 1. divisionsklubben Fremad Amager.

Her har investorerne indsat monegaskeren Jerome Solamito til at varetage deres interesser som bestyrelsesformand, mens de selv har været usynlige.

For nylig er Zingarevich-familien så blevet kontaktet af mæglere med henblik på en stor millionnivestering i Brøndby. Men det peger ikke umiddelbart i retning af, at familien bag Fremad Amager også smider penge i Brøndby.

Anton Zingarevich, hvis far Boris er nummer 2.057 på Forbes' liste over verdens rigeste personer og er god for flere milliarder kroner, har ifølge eget udsagn afvist alle tilnærmelser fra de folk, der vil have ham til at investere i Brøndby.

»Jeg har været i Danmark i nogle dage og er blevet kontaktet af nogle forretningsfolk med henblik på at investere i Brøndby, men jeg har givet dem besked om, at vi er engagerede i Fremad Amager og vil have dem til at tage det næste skridt,« siger Anton Zingarevich til B.T.

Jan Bech Andersen har åbnet for, at investorer kan komme ind i klubben.
Jan Bech Andersen har åbnet for, at investorer kan komme ind i klubben. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det er en klub, der har alle forudsætninger for at blive en topklub i Skandinavien, men i øjeblikket har det ikke nogen interesse for mig,« lyder det fra Anton Zingarevich, der 'af respekt for Brøndby' ikke vil fortælle, hvem har har talt med vedrørende en eventuel investering i vestegnsklubben.

Han er dog overbevist om, at han ikke er den eneste, der har været ført samtaler med.

»Ud fra min samtale med dem er jeg sikker på, at de har talt med flere andre end mig,« fastslår han.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Brøndby, men klubben har ikke ønsket at besvare B.T.s spørgsmål om henvendelsen til Anton Zingarevich.