Spillertruppen i FC Roskilde tager i en fælles udtalelse skarp afstand fra matchfixing efter beskyldninger fra træner Christian Lønstrup.

Det sker, kort tid efter Lønstrup tirsdag aften er blevet suspenderet af klubben.

'Vi tager i spillertruppen i FC Roskilde skarpt afstand fra matchfixing. Det er en meget voldsom og alvorlig anklage, som ligger meget langt væk fra de værdier, vi har i spillertruppen og i klubben,' skriver de i udtalelsen fremsendt af Spillerforeningen og fortsætter:

'Vi er meget kede af pludselig at blive nævnt i forbindelse med så alvorlig en anklage. Vi står over for en meget vigtig periode af sæsonen med to helt afgørende kampe tilbage, som vi ønsker at holde fuld fokus på. Derfor har vi ikke yderligere kommentarer til sagen.'

Det var B.T., der tidligere tirsdag kunne afsløre, at Christian Lønstrup på et møde med spillertruppen mandag anklagede dele af spillertruppen for matchfixing efter 1-2-nederlaget til Lyngby søndag.

Det fik ifølge B.T.s oplysninger flere spillere op i det røde felt.

Christian Lønstrup fortalte på mødet med spillere, ledere og stab, at han havde beviser for sine anklage om matchfixing.

De beviser ønskede spillerne at se, men det skete ikke under det pågældende møde.

I stedet blev Spillerforeningen, DBU og Danske Spil inddraget i sagen, som altså indtil videre har kostet Christian Lønstrup en suspendering.

Efter afsløringen i B.T. og en henvendelse fra DBU har DIF's matchfixingsekretariat også bekræftet, at de nu vil undersøge, om der er hold i anklagerne om matchfixing.

I en pressemeddelelse forklarede FC Roskilde Christian Lønstrups suspendering således:

'Denne beslutning skal ses i lyset af de oplysninger, der dagen igennem har været fremme i pressen omkring matchfixing og kommunikationen herom imellem spillertruppen og manager Christian Lønstrup.'

'For at sikre ro omkring afviklingen af de sidste to kampe og samtidig få tid til at finde hoved og hale i ovenstående påstande har klubben fundet det fornuftigt at indstille samarbejdet med Christian Lønstrup frem til sæsonafslutningen, således at spillertruppen kan have fuld fokus på de resterende to kampe.'

Nu er spørgsmålet så, om DIF's undersøgelser vil vise, om Christian Lønstrup har haft ret i sine anklager mod spillerne.

Carsten Salomonsson sagde selv tidligere, at 'det ser ud til, at der intet er i det'.

Det vides endnu ikke, hvem der vil erstatte Lønstrup i klubbens sidste to kampe.