Rosenborgs cheftræner, Rini Coolen, indrømmer, at Bendtner-balladen har været et forstyrrende element for klubben.

»Selvfølgelig har det været forstyrrende. I dag (torsdag, red.) snakkede vi også lidt om det, fordi der var nogle spillere, der først kom hjem fra landsholdet i dag. Vi tog det op kort lige før træningen, og spillerne er selvfølgelig klar over, hvad der er sket,« fortæller cheftræneren til B.T., der er mødt op til træningen i Trondheim.

»Det har påvirket os alle, men så heller ikke mere end det. Vi skal alle håndtere det, men vi er også alle sammen professionelle, og vi bliver nødt til at komme videre og fokusere på vores arbejde,« siger Rini Coolen.

Det var tirsdag, at Nicklas Bendtner for første gang udtalte sig, efter han søndag blev anmeldt og sigtet for vold mod en taxichauffør.

Nicklas Bendtners voldssigtelse har påvirket alle i den norske klub, fortæller cheftræner Rini Coolen.
Nicklas Bendtners voldssigtelse har påvirket alle i den norske klub, fortæller cheftræner Rini Coolen. Foto: Pedersen, Terje
Vis mere

På pressemødet beklagede han episoden over for hele Rosenborg, men udtalte sig ikke yderligere om sagen, der har fyldt meget i både Norge og Danmark, siden historien kom frem.

Den hollandske cheftræner fortæller desuden, at han har haft en snak med den danske angriber, der torsdag var tilbage i klubben for første gang siden det famøse pressemøde.

»Jeg har selvfølgelig haft en kort snak med Nicklas omkring, hvad der er sket. Vi fik sagt, hvad der skulle siges, og så gik vi hurtig videre til det, der er mere vigtigt: At få ham tilbage skadesfri og i form så hurtigt som muligt. Vi har brug for ham,« fastslår Rini Coolen.

Nicklas Bendtner var ikke selv til stede på træningsbanen torsdag, men befandt sig i stedet indenfor, hvor han genoptrænede med den fysiske stab. Danskeren er nemlig skadet i baglåret, og Rini Coolen forventer, at han er ude i et par uger.

Nicklas Bendtner vil ikke komme på banen i de næste par kampe på grund af en skade i baglåret.
Nicklas Bendtner vil ikke komme på banen i de næste par kampe på grund af en skade i baglåret. Foto: Pedersen, Terje
Vis mere

»Det er svært at sige, hvor længe han er ude, men det er en muskelskade. Derfor vil vi heller ikke tage for mange chancer, men jeg ser virkelig frem til at have ham tilbage så hurtigt som muligt. Måske er han ude i to til tre uger, men vi ved det ikke præcist endnu.«

Og selvom den danske stjerneangriber har en voldssigtelse hængende over hovedet, så har cheftræneren ingen betænkeligheder ved at sætte sin profil på banen, så snart han er skadesfri.

»Nej, det har jeg ingen problemer med. Jeg vil bruge ham, hvis han er i form og skadesfri. Han er en vigtig spiller for os, og hvis han er fit, så spiller han også.«

Rini Coolen er dog godt klar over, at sagen kan påvirke ham, men træneren tror samtidig, at Bendtner er i stand til at tackle det på en professionel måde.

Nicklas Bendtners advokat Anders Nemeth oplyste tirsdag, at fodboldspilleren nægter sig skyldig i voldssigtelsen.
Nicklas Bendtners advokat Anders Nemeth oplyste tirsdag, at fodboldspilleren nægter sig skyldig i voldssigtelsen. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

»Han skal deale med det. Det vil selvfølgelig ikke være let, men han skal kunne håndtere det, og det tror jeg også, han kan.«

»Han er en meget professionel spiller og en god fyr, så jeg håber virkelig, han kan komme igennem det og fokusere på fodbold, fordi det er det, han vil. Vi vil i hvert fald støtte ham hele vejen igennem,« siger træneren.

Rosenborg skal forsøge at holde fast på førstepladsen i den norske Eliteserie, når de søndag møder Vålerenga.

Nicklas Bendtner og co. har lige nu to point ned til Brann, der indtager ligaens andenplads.